Heman vs. Skeletor
Da jeg var lille og legede med diverse serier af actionfigurer kunne jeg altid bedst lide de onde. Heman var en underlig steroide-pumpet fims med skindtrusser og pagehår mens hans onde modstykke skeletor var et muskuløst, blåt skelet (at et skelet kunne være muskuløst undrede mig ikke dengang) der boede i et kæmpekranium. Turtles var en flok dumme pizzaædere der boede med en gammelklog gnaver i en kloak mens deres modstander Shredder (sejt navn!) havde kappe, maske og store knive på hænderne og desuden havde assistance af et næsehorn og et vildsvin opkaldt efter jamaicanske musikstile. Batman var egentlig ret tjekket, men blev trukket ned af sit mystiske homofile forhold til Robin osv. De onde var simpelthen sejere.
Det gode vs. Det onde
I fodboldens verden har jeg aldrig fuldstændig helhjertet kunnet adoptere samme tilgang til tingene. Jeg holder for fanden med West Ham. De ærefulde nederlags klub (de fleste andre fans af middelmådige hold vil have en lignende selvopfattelse). I fodbold kan jeg rent faktisk – modsat i den virkelige verden – have noget der minder om et konsistent forhold til godt og ondt. Og så alligevel ikke.
Men der findes der dog trods alt en række faste holdepunkter. De kommer fra lige dele fikse ideer, nordeuropæisk selvglæde, stupide fordomme og min kære fars gode opdragelse – mange ville nok bytte direkte om på godt og ondt, således at joga bonita-ævl blev godt og herretacklinger ondt – men det er for så vidt sagen uvedkommende:
- Italien er onde. De snyder, spiller kedeligt, har for pæne frisurer og for stramme trøjer (og min far blev engang overfaldet i en uspecificeret italiensk havneby, da han var sømand i 1970′erne).
- Spanien er onde. Mange er nok uenige, men det siger min far, og når det kommer til fodbold er patriarkalsk styring faktisk ikke så dumt. (Hvis bare han havde interesseret sig nok for fodbold til at opdrage mig til at holde med et hold. Så havde jeg måske oplevet glæden ved at vinde et trofæ, i stedet for at mærke konsekvenserne af mit eget tåbelige valg.)
- Brasilien er onde. De er overvurderede, utilregnelige, og deres livsglæde er animeret og anstrengende.
- Portugal er onde. Europas brasilienere.
- Frankrig er onde. Hvis alle havde været som dem ville nazisterne have vundet krigen.
- Tyskland er onde. De var nazister og ville vinde krigen.
- Holland er onde. Engang troede jeg faktisk holland var gode, men så gik det op for mig at de er arrogante og væsentlige dårligere på banen end deres selvforståelse. Jantelov + Holland = Holland er onde.
- Uruguay er onde. Beskidt spillende bavianer.
- Rusland er onde. Kommunister. Det vil sige at deres spillere er tunge og spiller under pres og uden entusiasme. Og vi som borgere i et vestligt demokrati kan virkelig ikke støtte om sådan et menneskesyn.
I spændingsfeltet mellem godt og ondt findes en lang række lande som kan beskrives som det man inden for religionshistorien kalder trickstere. Et eksempel på en religiøs trickster er Loke indenfor nordisk mytologi. Tricksteren er en meget forskelligartet figur, men udmærker sig ofte ved at snyde og lave “tricks” for at overleve verdens fundamentalt hårde præmisser. De bryder således gudernes regler, men vil ofte alligevel stå i et særligt forhold til disse.
Oversat til fodboldens verden er tricksterne altså lande som egentlig bryder med ens begreber om god og dårlig fodbold, men som alligevel ikke entydigt er dårlige. Trickstergruppen er bred og differentieret, men rummer i hvert fald:
- Kroatien, Serbien og resten af Balkan. Kombinationen af løftede albuer, tacklinger i knæhøjde, bindegale trænere og sprød pasningsfodbold er på sin egen måde hinsides godt og ondt.
- Argentina: De skjulte nazister i massevis efter verdenskrigen, scorer mål med hånden og tackler i knæhøjde, men er på den anden side anti-tesen til Brasilien, modsat hvem de rent faktisk avler et hav af pisseseje spillere.
- Bulgarien og Rumænien. Se Balkan-forklaring.
Derudover kan et hav af andre lande fra Afrika, Asien og Sydamerika smides i tricksterkategorien, idet en given slutrundeindsats kan være heroisk uden at det dog kan sikre landet plads blandt de gode. Dertil er deres moralske værdi simpelthen for tæt knyttet på vilkårligheder som øjeblikkelig træner, spillestil, dragt og spillertrup.
På den entydigt gode side findes naturligvis først og fremmest Danmark ud fra ren og skær fladpandet nationalisme. Derudover:
- Alle lande fra de britiske øer; England, Skotland, Wales, Nordirland, Irland. De fighter helt principielt altid af et godt og heroisk hjerte, de smider sig aldrig, bruger aldrig feje tricks og rejser sig altid efter en tackling med mindre deres ben er faldet af. De kan kun besejres ved brug af feje tricks, og burde principielt altid vinde alting. De er repræsentanter for en svunden og bedre tidsalder med respekt for ældre mennesker og lokalsamfundet. Nå ja, og hvis det ikke var for Churchill ville vi tale tysk i dag.
- Australien: Se de britiske øer.
- De øvrige skandinaviske lande, Sverige og Norge. Nok er de vores rivaler, men retfærdige og gode folk kan alligevel anerkende et rent hjerte i en værdig konkurrent.
- Andre små vesteuropæiske lande som Belgien, Finland, Schweiz og Østrig er egentlig også gode, men de er samtidig også pissekedelige. I øvrigt var Hitler fra Østrig, hvilket gør, at de bør behandles med en hvis skepsis.
Irland vs. Frankrig
Og nu nærmer vi os pointen med det hele: Play-off kampene mellem de heroiske irere og de hovne, selvovervurderede franskmænd. Kampen mellem godt og ondt. Hvis ikke rollerne på forhånd var fordelt blev de hamret fast med syvtommerssøm da den lille uduelige Sepp Blatter pludselig indførte seedning til play-off kampene fordi Frankrig og Portugal pludselig havde problemer, og man skulle da sandelig ikke risikere at disse lande ikke kvalificerede sig.
Irerne kom dermed i det dårlige seedningslag og havde således 50 procents risiko for at trække en af disse forhåndsfavoritter. Og som sagt, naturligvis så gjort. Det hører nemlig med til at være de gode at man udsættes for helt urimelig megen ondskab. Man er jo nødt til at gå gruelig meget igennem for at understrege sin godhed. At tænke sig at irerne endda var gået ubesejret gennem en kvalifikationsgruppe med de forsvarende (onde) italienske verdensmestre.
I første kamp på et propfyldt Croke Park (det er 80.000 fulde, syngende irere!) spillede Irland lige op med franskmændende. De havde naturligvis ikke bolden så meget, men de kompenserede med stærk fight, en umenneskelig løbevillighed og en stærk defensiv anført af kæmpen Richard Dunne og indbegrebet af sympatisk i målet i form af en storspillende Shay Given. Dertil kunne føjes jættepræstationer af upåagtede Liam Lawrence der gav mange prøver på rigtig godt blik for spillet og tekniske færdigheder der matchede det bedste de franske stjerner kunne præstere. Og så har vi end ikke nævnt Kevin Doyle der løb solen sort, jagtede selv de mest håbløse bolde, og alligevel havde overskud til at kombinere fiffigt med medspillerne når der en sjælden gang blev etableret noget der mindede om et pres. På sidelinjen råbte og skreg universets omvendte Darth Vader – den onde der på sine gamle dage blev god – Giovanni Trappatoni. Men lige lidt hjalp det. Nicolas Anelka scorede kampens eneste mål på et fesent skud der pisseheldigt blev rettet af og snød Shay Given. Irland tabte sin første betydende kamp under Darth Trappatoni og opgaven lød nu på sejr over Frankrig i Paris. Et land som Irland ikke havde besejret – endsige scoret mod – i 28 år.
Men nøj hvor spillede de godt, irerne. De satte sig på spillet, stressede de franske spillere, holdt kæderne formidabelt og efter en halv times spillede de sig smukt igennem det franske forsvar, og Robbie Keane kunne gøre det til 1-0. De medrejsende irske fans blev om muligt tydeligere i lydbilledet. I anden halveg fik franskmændene mere initiativ men skabte nærmest ingen chancer. Lassana Diarra spillede en af de dårligste kampe jeg nogensinde har set en spiller levere. Den voldsomt upopulære træner Domenech virkede handlingslammet. Igen var Dunne, Given og kompagni en stærk enhed i den irske defensiv. Sean St. Ledger blokerede kampen igennem et hav af langskud med kropsdele der var ubehagelig tæt på skridtet. Efter en times spil spillede – den igen fremragende – Liam Lawrence Damien Duff fuldstændig fri. Duff brændte og kampen fusede ud. Forlænget spilletid lurede, og irerne var fortjent tættere på sensationen end nogen havde troet på forhånd. De irske fans fyldte stadion med den urimelig smukke Fields of Athenry (som nogle måske kender i Liverpool-versionen Fields of Anfield Road).
Også i den forlængede spilletid mactchede Irland franskmændene, men kort inden første halvegs afslutning skulle den heroiske indsats vise sig nyttesløs. Thierry Henry modtog bolden ved baglinjen, lagde den med to berøringer med hånden tilrette for sin ene fod som lagde den ind i panden på den evigt usympatiske William Gallas som headede Frankrig på 1-1. De irske spillere protesterede nærmest inden bolden havde ramt netmaskerne, mens de franske snydepelse jublede over deres snydemål. Shay Givens vantro og rasende blik sagde alt hvad der skulle siges til den sag.
Den resterende tid forsøgte irerne forgæves at få scoret et afgørende mål, men kræfterne var sluppet op, og Govou burde have lukket kampen for Frankrig kort før tid. I de døende sekunder var selv Shay Given med fremme på en dødbold. Indlægget var rædselsfuldt, men symptomatisk for holdets indsats fik Richard Dunne med et nærmest overmenneskeligt hop ud over baglinjen sendt den tilbage i feltet, hvor den meget velspillende franske målmand plukkede den ned.
Snart efter sank de irske spillere desillusionerede sammen på Stade De Frances græs. Robbie Keane, Damien Duff og flere andre med tårer i øjne. Richard Dunne med ranket ryk og et stille smil på læben. Snart fik han selskab af Thierry Henry. Hvad de to snakkede om vides ikke. Men det faktum at Richard Dunne ikke flåede hovedet af franskmanden og drak hans blod, men i stedet udvekslede et kram med ham siger alt om at tabe med oprejst pande.
Og netop derfor var det måske meget godt at Frankrig vandt. Ellers havde Irland ganske vist fået en stor sejr, men et ufortjent nederlag skabt af snyderi er næsten endnu bedre for deres status som de gode. For på en måde er de onde stadig de sejeste. De skal vinde til sidst. Kynisme og effektivitet er uromantisk og usexet – men samtidig ondt på den fede måde. På samme måde som Tyskland altid skal nå langt i slutrunder. På samme måde som det var fedt at Bayern Munchen slog Getafe i overtiden i UEFA-Cup semifinalen, og det var sejt at Frankrig nåede langt ved sidste VM med et pølset og uinspireret hold. Og på samme måde som Italien, Spanien, Frankrig, Holland og Brasilien altid skal kvalificere sig til alting. Kynisme og effektivitet er uromantisk og usexet, men det hører med til spillet. Sådan er det. At sensationer kan forekomme gør selvfølgelig fodbold smukt. Det holder drømme i live og giver stolthed i generationer. Jeg har det stadig som om Danmark er forsvarende Europamester. Men der er jo ingen der gider se VM-finaler med Sydkorea og Bolivia. Og de smertelige nederlag er lige så epokegørende for såvel store som små. Jeg hader stadig Bakero for frisparket på Schmeichel i 1994. Jeg kan stadig høre Flemming Toft og Preben Elkjærs appeller for frispark og de spanske fans’ jubel. På samme måde vil det irske folk fremover have det med Henry og de franske fans. Englænderne græder stadig over guds hånd 1986. Irerne griner nok ikke på samme måde af den længere. Hollænderne er stadig rasende over at Bernd Hölzenbein filmede i VM-finalen i 1974. På et West Ham forum jeg frekventerer har en af brugerne aliaset Sammy Lee was offside med reference med henvisning til en udslagsgivende episode i liga cup finalen i 1981, hvor Liverpools gnaverlignende angriber øjensynligt var offside.
Med andre ord er lidelsen, uretfærdigheden og nederlagene mindst lige så vigtig i fodboldens verden som sejrene. De giver karakter. Og når de onde vinder på uhæderlig vis bliver ens vedtagne kategorier om godt og ondt frem for alt bekræftet og bestyrket med indre ro og en følelse af overblik til følge. Derfor var det måske til det bedste at Henry tog hånden til hjælp. Det giver verden harmoni. Det er rart med ting der gør det i disse stressede postmoderne tider.
Som den suicidale Frank i filmen Little Miss Sunshine beskriver den franske forfatter Proust: “Yeah. French writer. Total loser. Never had a real job. Unrequited love affairs. Gay. Spent 20 years writing a book almost no one reads. But he’s also probably the greatest writer since Shakespeare. Anyway, he uh… he gets down to the end of his life, and he looks back and decides that all those years he suffered, Those were the best years of his life, ’cause they made him who he was. All those years he was happy? You know, total waste. Didn’t learn a thing.”
Og med den sindstilstand kan undertegnede næsten mønstre en snert af entusiame ved udsigten til en gyser af en fodboldkamp mellem West Ham og Hull City på lørdag. West Ham sejr = happy days. West Ham nederlag = karakterstyrkende lidelse.
Nummer 2: Liverpool FC: There’s always next season…
Nummer 3: Manchester United FC: Alting har en ende…
Arsenal FC: You’ll never win anything with kids…
Tottenham Hotspur FC: Nu skal det være (igen)!