Og jeg troede, at jeg var bitter…

Følgende er en direkte, improviseret oversættelse at en QPR-fans tanker om fodbold. Jeg kan desværre ikke finde det direkte ophav, men svadaen er begyndt at florere på diverse messageboards i dag, og stammer sikkert også fra et. Manden er så helt og aldeles syg og munter at jeg synes han fortjener en plads her:

” Jeg får mere nydelse ud af at se Chelsea tabe end ved at se QPR vinde for tiden.

Jeg gennemlevede så mange kampe hvor vi spillede som en pose **** under blandt andre Ray Harford og med folk som Paul Bruce, Matthew Brazier og Mark Parry i truppen, og alligevel har jeg aldrig haft det sådan her før.

Klubben er ikke vores mere, men det er ikke bare det – fodbold er bare virkelig ærgerligt i disse tider.

Jeg mener virkelig, virkelig ærgerligt.

Fodbold i det hele taget.

Jeg hader nærmest alt ved det for tiden…

Jeg hader Premier League og myten om at det er spændende i år. At Man City bryder ind i top-fire er ikke spændende. De har brugt enorme mængder penge. Det er ikke mere spændende end at end at en eller anden navneløs ******* ligger nummer et på hitlisterne efter at have vundet X-Faktor.

Jeg hader myten om Arsene’s unge spillere. At købe en eller anden fransk knægt når han er 17, bruge ham i liga-cupen og sælge ham igen som 20-årig efter tre kampe i ligaen er IKKE NOGET SÆRLIGT.

Jeg hader at høre om Liverpool/Man Utds gæld når der aldrig sker en skid ved det. En klub er nødt til at gå helt ned før penge-tingen ændrer sig, men det sker ikke. Hvorfor ****** er Charlton, Leeds og Southampton stadig i live?

Jeg hader Frank Lampards dumme ****ing fjæs. Jeg hader at Joe Coles tunge aldrig er i hans mund, retardo-spasser. Jeg hader at John Terry er anfører for England når det er så åbenlyst, at han er en sinke.

Jeg hader det engelske landshold.

Jeg hader unge lovende wingere som ikke kan andet end at løbe hurtigt. Tony Scully kunne ikke andet end at løbe hurtigt.

Jeg hader Harry ****ing Redknapp. Og Jamie Redknapp. Og Louise Redknapp. Og Wii.

Jeg hader Gary Lineker og Alan Shearer.

Jeg hader Garth Crooks.

Jeg hader Garth Brooks for den sags skyld.

Jeg hader Sky Sports

Jeg hader, at når en spiller fra de lavere rækker afdribler 10 mand og lobber bolden over keeperen, så er det ligegyldigt, men når Rooney scorer fra mere end tyve meter så er det fantastisk.

Jeg hader at kvindelige sportsjournalister er obligatoriske nu.

Jeg hader Mark Lawrenson for ikke at komme ud af skabet. ” Jeg kan godt lide at have en stor mand nede bagi.” Ja, det tror jeg gerne.

Jeg hader alle reklamer som udstiller fodbold som noget, der handler om andet en smerte og skuffelse.

Jeg hader Lee Hughes og det faktum at han lever af fodbold. Jeg hader Marlon King og hvilket som helst hold, der skriver kontrakt med ham, når han kommer ud. Og jeg hader, at det sikkert bliver os.

Jeg hader Phil Brown.

Jeg hader at “Bolden altså er meget lettere nu, og det vil volde målmændene seriøse problemer” før HVER ENESTE ****ING STØRRE SLUTRUNDE!

Jeg hader at Kieron Dyer sikkert tjente mere på den tid det har taget mig at skrive dette, end jeg vil tjene hele måneden.

Jeg hader Adrian Durham, Ian Wright og Alan Brazil.

Jeg hader Gazza. Dø eller hold kæft. Hold op med at trække det i ****ing langdrag.

Jeg hader at høre mere om Hillsborough end om Heysel eller Bradford.

Jeg hader at et comeback fra 4-0 ved pausen (to gange!) ikke betyder noget fordi vi ikke er ****ing scousere.

Jeg hader Leeds.

Jeg hader Roy Keane.

Jeg hader voksne mænd, der handler ind i deres holds trøjer om lørdagen, når holdet spiller på hjemmebane.

Jeg hader, at jeg ikke hader Roy Hodgson.

Jeg hader Jermaine Beckford og hvilken som helst spiller, der har tatoveringer I nakken.

Jeg hader sange der totalt upassende bliver brugt som klubsange og sunget på en maskulin måde. ”I’m forever blowing bubbles.” Homoer.

Jeg hader Danny Dyer, og alle han nogensinde har interviewet.

Jeg hader bogen “Cass” af Cass Pennant. Det er fuldstændig ærlig talt det dummeste jeg nogensinde har læst. Kapitel 1: Millwall. “ Yeah. Vi var 50 mand hos Millwall. De var 1000, men vores firm jagtede dem rundt i gaderne. Kapitel 2: Liverpool. ”Yeah. Vi var 50 mand hos Liverpool. De var 2000, men vores firm jagtede dem rundt i gaderne.” **** det… Jade Goodys selvbiografi er sikkert bedre. Selv den uden ghostwritter.

Jeg hader at alle gode unge spillere får ødelagt deres karriere hos Spurs før den kommer i gang.”

Personligt hader jeg fænomenet the big four, fænomenet Super Sunday, at Wigan spiller i Premier League, Sam Allardyce og en hel masse andet. Hvad hader i?

David, Frank, Engelbert, David og jeg

For lidt over tre år siden – i november 2006 – blev West Ham købt af den islandske rigmand Bjorgolfur Gudmundsson (det har taget samfulde tre år, at lære at stave mandens navn). Købet markerede nye tider i østlondon. Den nye bestyrelsesformand i klubben, den karismatiske Eggert Magnusson, råbte op om Champions League fodbold indenfor 4 år, ansatte Alan Curbishley som ny træner, lagde en ordentlig røvfuld penge (i hvert fald i forhold til West Ham standarder) til indkøb af en række nye spillere, som blev lokket til klubben af de høje ambitioner og de endnu højere lønninger – og ultimativt reddede klubben sig fra nedrykning i foråret 2007 efter et utroligt comeback. Det fik Sheffield United til at gå rettens vej, idet de mente at Carlos Tevez egenhændigt havde holdt West Ham oppe, og at West Ham slet ikke havde spillertilladelse til den lille argentiner. Første udsagn er fuldstændig absurd, og andet direkte forkert, men det er egentlig slet ikke det, som det drejer sig om i denne omgang. Under alle omstændigheder var der optimisme, der blev købt flere profiler, og bobler steg mod himlen…

I juni sidste år skiftede West Ham ejer igen. Denne gang var hornmusikken knap så energisk, og armbevægelserne betragteligt mindre. På dette tidspunkt var Eggert blevet sparket ud igen, klubben var begyndt at mærke den økonomiske byrde fra en hel flok højtlønnede, evigskadede fodboldspillere, og frem for alt var Bjorgolfur gået fallit. Verdensøkonomien var tættere på depression end på Klondyke-entusiasme og West Hams nye ejere var et konsortium af kreditorer til den detroniserede islandske milliardær. Allerede inden ejerskiftet var de nye tider en realitet udadtil. West Ham solgte spillere, mange spillere, uden rigtig at bruge penge på nye. Alan Curbishley smuttede da han ikke længere følte han bestemte over indkøbspolitiken (og vandt naturligvis et million-sagsanlæg på vej ud). Gianfranco Zola og Steve Clarke blev hentet ind, og har siden udrettet noget der minder om mirakler med en stadig tyndere, skadesplaget trup. Det har ikke været en dans på roser. Samtidig er rygterne om klubbens astronomiske gæld vokset, og januartransfervinduet har været imødeset med kvalme og tilbageholdt åndedræt. Boblerne brast. Igen.

De seneste måneder har imidlertid budt på håb om bedre tider. Helt konkret i form af en række interesserede parter som har ønsket at købe fodboldklubben West Ham United FC. Det har rent ud sagt været noget af en stressfaktor. Særligt da det stod klart at klubbens ejerskabssituation ikke ville være afklaret før 1. januar, hvor frygten for afsked med flere nøglespillere inden nedrykningskampen var stærkt realistisk funderet.  Undertegnede har været reduceret til en sindstilstand der grundlæggende ikke adskiller sig stort fra den kvinder – i følge diverse klicheer og almindelig revymytologi – befinder sig i når de er højgravide. Mine søvn -, spise – og toiletvaner har været helt til hest. Jeg har konstant været præget af den rædselsfulde limbo-tilstand som min klub befandt sig i. Det er sandelig ikke blevet bedre at jeg mellem jul og nytår pådrog mig en større flænge på ryggen som konsekvens af Børge Mogensens åh-så-lækre stoles manglende evne til rent faktisk at kunne bære 90 kilo mandfolk. Hvorfor placere skruer med spidsen opad, når sædet samtidig kollapser når man sætter sig; HVORFOR, BØRGE?!?

Nå. Det var vist et sidespor. Lad os fortsætte af det: Med forbinding på ryggen, og selvmedlidenhed på størrelse med Dan Rachlins popularitet i 80′erne, har jeg omfavnet Dominos halvprismandage som Rudi Frederiksen ville omfavne deltagerne i BørneMGP. Jeg har ikke kunnet være fysisk aktiv, idet forbindingen ikke måtte blive våd af frygt for betændelse. Mit humør har svinget i en grad så jeg selv har været ganske langt fra at kunne følge med. De fleste dage har jeg næsten ikke kunnet komme op af sofaen. For fanden: Jeg har taget mig selv i at stå foran spejlet og bare føle mig tyk og have lyst til at græde. Det har i sandhed ikke altid været lige morsomt. Og så har der ovenikøbet været eksamensstress oven i hatten.

I denne suppedas af weltschmerz, magtesløs – og uvished tilsat almindelig vinterdepression har der dog været enkelte lyspunkter. Eller det vil sige: Der har mindst været et. Frank Turner hedder han. En Eton-uddannet, britisk, punkrocksingersongwriter (hold da kæft et lorteord!) i slutningen af 20′erne, som synger sange om livet. Ja, sgu. Hverken mere eller mindre. Det handler om at blive ældre og indse at man var en idiot som teenager, at verden er noget lort og nok bliver ved med at være det, at indse at man også er en idiot som voksen, om at folk dør af sygdomme i en al for ung alder, at man ikke er noget specielt i forhold til alle mulige andre, om ulykkelig kærlighed, venskab og jeg ved snart ikke hvad.  Livet, for fanden! Som det leves og døs(!). Og det er skidehamrendemotherfucking livebekræftende, skulle jeg hilse og sige. Ja – både Franks musik og livet som sådan. Det er det han minder en om.

Efter at have fået ham lige dele anbefalet og frarådet på det alvorligste siden han varmede op for Gaslight Anthem på Vega i foråret 2009, havde jeg alle intentioner om selv at tjekke ham ud, da han igen spillede koncert i København i december. Men det satte min generelle ugidelig – og uduelighed naturligvis en stopper for (det samme var i øvrigt tilfældet med Gaslight-koncerten). Til gengæld havde jeg åndsnærværelse nok til at købe en af hans plader da den sådan lige pludselig stod i smasken på mig i en obskur pladebiks i Barcelona senere samme måned. Jeg hørte den faktisk første gang mens jeg skrev et blog-indlæg i flyet på vej hjem.

Nå for at gøre en lang historie endnu længere: Frank og jeg er blevet noget der minder om venner. Han har kørt non-stop på anlægget, ipoden, computeren og hvor jeg ellers har kunnet forpeste uskyldige med mit nyfundne glade budskab. Jeg tror han forstår mig, Frank. Derfor besluttede jeg mig også ret hurtigt for, at jeg måtte eje endnu en plade med ham. En plade som ifølge pålidelige kilder skulle være lige så god som den jeg oprindeligt er faldet for. For at være helt præcis, så bestilte jeg pladen Sleep is for the Week den 29. december. Så kunne den måske være her i tid til at agere krykke for min skrøbelige mentale tilstand under transfervinduet. Siden er fulgt mange skuffende ture til postkassen, inden en længe ventet oplevelse af eufori da jeg vendte hjem efter en weekend på landet sidste søndag aften. Cd’en var i postkassen! Det samme var det seneste nummer af EX-hammers Magazine, og West Hams hjemmebanetrøje for indeværende sæson! Happy days!

Jeg tændte computeren for at se om verden stadig stod efter mine tre dages fravær fra nettet. Bladrede lidt i bladet mens windows startede. Et fint interview med Tony Cottee. Tjekkede overskrifter på nettet. West Ham var så godt som solgt stod der. Alt tydede på at man kunne regne med afklaring i løbet af mandagen. Det var lige før jeg begyndte at ane forår i luften. Jeg tog min nye trøje på og syntes egentlig den så godt ud alt taget i betragtning. Selvom det stadig er pervest at lave en West Ham hjemmetrøje uden lyseblå ærmer. I min generelle begejstring glemte jeg helt cd’en, som bare lå i sin indpakning i vindueskarmen.

Mandagen kom. Ingen afklaring. Blot et hav af nye rygter. Blandt andet nogle helt igennem rædselsfulde rygter om en meget dodgy italiensk rigmand som i forvejen ejer Cagliari. En mand som har fyret 28 trænere på 18 år dernede, og som har ganske veldokumenterede forbindelser til mafien. Jesus Kristus. Ikke igen. Det var mens disse dystre perspektiver samlede sig som tunge tordenskyer over mit ugidelige, joggingklædte korpus at jeg kom i tanker om at der var nye glade toner fra Frank i vindueskarmen. Jeg nærmest småløb derhen. Flåede forsendelsen op, og ramtes af vantro. Af vrede. Ja – sågar af noget der minde om angst. Jeg vendte febrilsk cd’en. Hvad fanden skulle det nu betyde? Var der nogen der tog pis på mig? Jeg konsulterede den medsendte kvittering og konstaterede at den lød på et eksemplar af Sleep is for the Week. Men hvorfor fanden i hede hule helvedes inderste steghede kreds havde play.com så sendt mig en Engelbert Humperdinck-cd med titlen Love Songs and Ballads?!? En ting er at de sender mig en forkert cd. Det kan ske. Erare humanum est og alt det der pis, men Engelbert Humperdinck!? Engelbert? HUM-PER-DINCK!? Hvad fuck. Hvad helvede!? Jeg var målløs. Rasende. Magtesløs og opgivende. Ikke nok med at min fodboldklub var ved at blive opkøbt af en ukarismatisk Don Corleone – nu tog livet pis på mig ved at sende mig en fucking ENGELBERT HUMPERDINCK-plade med fucking flødekærlighedssange! Og så lige nu når jeg havde mere brug for Frank end nogensinde! Total desillusion satte ind og jeg sank sammen i sofaen.  Resten af dagen fortoner sig i en underlig mareridtsagtig dunkelhed.

I går var mit sår på ryggen endelig helet nok til, at jeg igen måtte motionere. “Uhmm, endorfiner!”, vil jeg sværge at jeg hørte min krop sige. Og som det ikke var nok: West Ham blev endelig solgt. Ikke til Cagliari-manden, men til de tidligere Birmingham-ejere David Sullivan og David Gold. Dem har jeg tidligere udtrykt skepsis for her på bloggen. De købte 50 % af klubben, med option på køb af resten indenfor de næste fire år, og frem for alt vide beføjelser i forhold til den daglige drift. David Sullivan begyndte øjensynlig at flæbe under et interview med Talksports fordi han var så lykkelig. David Gold fortalte røverhistorier om dengang han boede lige om hjørnet fra stadion og spillede for West Hams drengehold mod East Ham. Måske var Engelbert-cden et tegn? Der er bedre tider på vej, og jeg vil i fremtiden slet ikke få brug for Franks positive vibrationer? Nu vil livet blive en dans på roser med Engelbert bløde stemme croonende den ene lovesong efter den anden?

Og dog. For ellers var der ikke mange positive meddelelser. Jeg fulgte pressemødet live med lige dele chok og lettelse. Klubben er dybt forgældet og belånt til op over skorstenen. Omkring 110 millioner pund lyder gælden på – og det trods den omstændighed at noget af gælden allerede skulle være afdraget ved købet. Og trods det faktum at klubben siden sommeren 2008 har solgt spillere for noget der minder om 40 millioner pund uden for alvor at bruge penge på nyindkøb. I det mindste er der ikke længere tvungne spillersalg, hvad der åbenbart ellers ville have været både nu og til sommer. Det har deherrer David og David lovet. Gianfranco Zola og Steve Clarke får lov til at fortsætte deres arbejde med truppen. Det har deherrer David lovet. De lovede også, at der bliver penge til rådighed til forstærkninger i januar. På den anden side har vi før oplevet nye ejere med løfter, der ikke blev overholdt.

De bebudede at de, om muligt, agter at at flytte West Ham fra the Boleyn Ground til Londons Olympiske Stadion, når den engelske hovedstad har haft olympiaden i 2012 (det er der, hvor logoet ligner en knælende Lisa Simpson i færd med at give oralsex). Stadion ligger i West Ham-land, og Sullivan udlagde en ambition om at kunne sikre West Ham Premier Leagues billigste billetter på denne måde. Ikke desto mindre er det altid sprængfarligt at fucke med kernetraditioner på denne måde. Samtidig snakkede de dog meget om deres egen East End baggrund og vigtigheden af at kende klubbens historie og tradition. Vi får se.

Samtidig udsendte de en invitation til alle kapitalstærke West Ham fans i verden om at de var velkomne til at købe sig ind i klubben. 10 procent af klubben plus betyrelsesposter og indflydelse for 10 millioner pund. En sådan ide kan man sandelig se gå mange veje. Ikke desto mindre er det da mulig at tolke tanken sympatisk.

Det som gjorde størst indtryk var dog David Sullivans ord: “We wouldn’t buy this club at all if this wasn’t West Ham. It makes no commercial sense for anyone to buy this club and it’s amazing that two other people wanted to buy it.”
Man skal ikke tro på alt hvad man hører, men de kan da snakke snakken, som man vist siger derovre. Om de så også kan gå gangen bliver interessant at se. Under alle omstændigher sagde de, at konsolidering og langsom opbygning er målet. De udtrykte tillid til egne evner, og bekymring for lønniveauet i Premier League. Samtidig profeterede Sullivan at en Premier League-klub vil ryge under administration inden sæsonen er ovre. Han hentydede ikke til West Ham, og foreløbig er det måske, hvad man kan forlange efter Eggerts forbrugsfest og den katastrofekurs det har sat klubben på. De næste par år skal altså gå med at rydde op. Det betyder nok at Matthew Upson forsvinder, idet han tjener Eggert-penge nu, og næppe bliver for mindre. Det betyder forhåbentlig også snarligt farvel til Boa Morte, Dyer, Quashie og Davenport, som sikkert alle tynger på budgettet. David og David løftede selv sløret for at der allerede i januar måske skal siges goddag til en ny angriber: Rygterne i dag nævner navnet Bobby Zamora. En altid hårdtarbejdende og loyal, local lad til at hjælpe med den langsomme genopbygning af West Ham United FC. Det er nok en drøm, men nøj hvor skulle han være velkommen. Selvom de næppe slipper ham i Fulham.

Og en konklusion med hele denne smøre? Det må være noget i retning af, at selvom det alt andet lige ser lysere ud nu, end det gjorde for et par måneder siden, så har jeg stadig skrevet til play.com og anmodet om at få byttet min Engelbert Humperdinck-cd til den med Frank Turner. Noget siger mig, at også får brug for hans venskabelige, livsbekræftende betragtninger i den kommende tid.

Syg og Munters nytårskur

Fodboldåret 2010 på Boleyn Ground blev sparket i gang i går med et ærefuldt cup-nederlag mod Arsenal. I det følgende vil Eders undertegnede og altid hengivne blogger søge at kigge tilbage på halvsæsonen der gik, og den der venter fremme i West Ham United FC.

Del I: Ejerskabet: We had the greatest expectations…

Da jeg i sommers forsøgte at forudsige årets gang i den bedste engelske fodboldrække, skød jeg optimistisk West Ham til en midterplacering. Holdet så ud til at gå forstærket ud af transfervinduet, og der blev sendt positive vibrationer om kontrol på de indre linjer i klubben. Midterplaceringen kan stadig ske. Det er faktisk ikke decideret urealistisk. Ikke desto mindre har West Hams sæson foreløbig været under middel. Ganske betragteligt endda.

Dette skyldes naturligvis mange ting. Ikke mindst skyldes det dog at den administrative del af klubben lader til fortsat at være et kaos, trods CEO Scott Duxburys forsikringer om det modsatte under en større charmeoffensiv i sommers. Her lovede Duxburys blandt andet, at tre klassespillere ville blive tilføjet West Ham-truppen. Jimenez og Diamanti kan til nød være de to. Den tredje dukkede aldrig op. Han kan vel ikke have ment det permanente køb af Kovac eller investeringen i den – indrømmet talentfulde – meget unge Daprela? I stedet solgte man James Collins som var en integreret del af holdets bedste forsvarskombination, lod Lucas Neill rejse på en fri transfer uden at hente en erstatning (det var så halvdelen af det bedste forsvar), og sendte den tidligere – af blandt andre Duxbury – højt besungne, formodede rekordsigning Savio Nsereko tilbage til Italien efter blot 9 kampe for klubben i bytte med en umiddelbart middelmådig portugisisk centerforsvarer, Manuel Da Costa. Så meget for et andet af Duxburys løfter: At klubben kun ville sælge spillere, hvis der fandtes fuldgode erstatninger. Hvis ikke formuleringen ligefrem var “bedre” erstatninger. Det tror jeg faktisk den var. Jesus Christ, Dux, der tog du alligvel røven på mig.

Ansvaret er naturligvis ikke Duxburys alene. Der er faktisk al mulig grund til at tro, at han arbejder så godt han kan under de rammer som udstikkes af klubbens ejere, Claret and Blue Holding, der er et konsortium af de tidligere, konkursramte islandske ejeres kreditorer. Duxbury har på intet tidspunkt lagt skjul på at klubben er dybt forgældet, og at banken lægger pres på for at generere midler gennem blandt andet spillersalg. Ejerne hævder til gengæld at de ønsker at klubben skal stabiliseres i Premier League med henblik på et salg når verdensøkonomien ser bedre ud, og at klubben må bruge alle penge fra spillersalg på indkøb. Who to believe?

I øjeblikket spekuleres der heldigvis i, at tre forskellige parter forsøger at overtage West Ham. Det drejer sig om:

- Tony Fernandes: Malaysisk forretningsmand der blev kæmpe West Ham fan under et ungdommeligt uddannelsesophold i London i 1970′erne. Fernandes har opbygget en betragtelig formue – han anslås personligt at være god for $ 300 millioner – gennem opbygningen af flyselskabet AirAsia, som under Fernandes’ ledelse er gået fra en status som gigantisk underskudsforretning til Asiens største luftfartsselskab. Fernandes er på det seneste flere gange spottet på stadion, og har udsendt flere kryptiske beskeder på twitter om ejerskabssituationen i West Ham.

- David Gold og David Sullivan: Deherrer solgte sidste år Birmingham City FC til rigmanden Carson Yeung. Førstnævnte er kæmpe West Ham fan, opvokset nær ved stadion og spillede som ungdomsspiller i klubben. De to David’er har sikret sig stor personlig velstand sammen, gennem blandt andet produktion af frækt undertøj, porno og sportsaviser, inden de sammen købte Birmingham City på konkursens rand. Under deres lederskab blev klubben etableret som elevatorhold mellem de to bedste rækker. Det sidste års tid i klubben var forholdet til fansene mildest talt anstrengt. De mente ikke at Gold og Sullivan investerede nok penge i spillertruppen. Gold og Sullivan mente ikke at fansene værdsatte det nye, højere, stabile niveau de havde foranstaltet i fodboldklubben.

- Intermarket Group: En absolut dark horse i kampen om West Ham. Der findes praktisk talt ingen information om dette konsortium. Det menes dog at dreje sig om en større gruppe mennesker med kærlighed til West Ham. Der formodes at være temmelig mange penge bag gruppen. Det hævdes forskellige steder, at gruppen indeholder alle fra tidligere ejer Terrence Brown over det islandske ansigt udadtil i den foregående overtagelse, Eggert Magnusson, til Tony Fernandes og Tony Cottee.

Tony Fernandes er umiddelbart det foretrukne valg for mange. Manden elsker West Ham og er en dygtig forretningsmand. De fleste fans ønsker ikke voldsomme kapitalindsprøjtninger til køb af stjernespillere. De ønsker at klubben kan blive drevet stabilt og langsomt udvikle sig mod bedre tider gennem talentarbejde, en fornuftig forretning og et solidt trænerteam.

Gold og Sullivan har den force, at de har erfaring med at drive en fodboldklub. Samtidig har de også den negative side, at de umiddelbart ikke har særlig store ambitioner med dette projekt. Spørg bare Birminghams fans. Foreløbig har de brugt pressen flittigt i et forsøg på at skabe pres på de nuværende ejere. Muligvis med henblik på at overtage 50 af aktierne i klubben og kontrollen over den daglige ledelse for et beløb i omegnen af £ 50-60 millioner.

Intermarket Group? Ja – det kan man jo selv forestille sig med sine vildeste fantasier og værste mareridt. De må meget gerne melde lidt mere ud om hvem de er, hvad de vil og hvorfor?

Nærmest ligegyldig hvad er det det svært at forestille sig værre ejere end de nuværende, som lader til langsomt men sikkert at være ved at dræbe West Ham United.

Del II: Spillertruppen: Hvor mange skader skal der til at sikre en nedrykning?

Allerede i det tidligere nævnte forsøg på at forudsige West Hams sæson profeterede jeg at truppen var smal men god. Det er den stadig. Desværre har skaderne igen i år hobet sig op, med stor skadelig virkning for holdet.

Carlton Cole, Scott Parker, Mark Noble, Jack Collison, Matthew Upson, Danny Gabbidon, Herita Ilunga, Valon Behrami, Zavon Hines, Kieron Dyer, Calum Davenport og Luis Boa Morte har alle været ude i større eller mindre dele af sæsonen. For alles vedkommende i stræk på flere uger eller måneder. Nogle har slet ikke været kampklar på noget tidspunkt. Dean Ashton har helt lagt støvlerne på hylden. Den slags vil være svært at kapere for de fleste hold. For West Ham er tabet af nøglespillere som Cole, Upson, Parker og Behrami altid ekstremt mærkbart. Særligt hvis flere af disse er ude samtidig, hvad der desværre alt for ofte har været tilfældet.

Ydermere må beslutningen om ikke at forlænge kontrakten med Lucas Neill retrospektivt siges at have været dyr. Det virker i hvert fald som en plausibel forklaring at det voldsomme dyk i forsvarets stabilitet er forårsaget af den australske anfører og forsvarsgenerals fravær. Det har ved gud ikke været bedre at man ikke hentede en erstatning for Neill, men i stedet har forsøgt sig med Faubert og Spector uden synderligt held.

Det er svært at argumentere for, at skaderne ikke har spillet en nøglerolle i West Hams spillemæssige nedtur i år. Men samtidig må spillere som Upson, Ilunga og Green også kigge sig i spejlet og acceptere at de ikke har levet op til sidste års niveau. Alt imens har nye folk som Diamanti og Jimenez været ustabile. Begge bærer præg af at være humørspillere af rang. Førstnævnte har foreløbig vist betragtelig mere positivt end sidstenævnte, som til gengæld har været en massiv skuffelse. Spillere som Faubert og Kovac har prøvet forebilledligt med meget skiftende held. Det er nok desværre, hvad deres evner rækker til. Det samme er umiddelbart det foreløbige indtryk af Manuel Da Costa. Mark Noble har skiftet mellem alt fra fremragende til elendig. Den knægt skal snart hæve sit bundniveau og ramme en skadesfri stime.

Sæsonens altoverskyggende lyspunkt har været Scott Parker. Han har leveret fremragende defensive indsatser krydret med stadig flere lovende offensive manøvrer. Han har heldigvis ikke haft seriøst lange skadespauser, og virker til at være holdets reelle anfører på banen, selvom anførerbindet sidder på Matthew Upson. Man tager let sig selv i at frygte, at Parker spiller for et skifte til en bedre klub i januar. Carlton Cole fortjener i høj grad også at blive nævnt for et helt og aldeles fremragende sæsonstart, som desværre blev smadret af den skade, som har holdt ham ude i noget der minder om månedsvis. Valon Behrami er først for alvor nu tilbage efter skader der ødelagde sidste halvdel af sidste sæson, og lader til at finde sit gamle uhyggelige niveau med masser af fight og fint pasningsspil. Panik-signingen Guillermo Franco har været et friskt, hårdtarbejdende og teknisk begavet bekendtskab på toppen i Coles fravær.

Også unge Zavon Hines viste mange gode ting, inden en knæskade satte en stopper for hans sæson, alt imens andre unge folk som Collison, Tomkins og Stanislas har vist gode mange gode momenter men generelt meget svingende spil. Det må man forvente og acceptere når man satser på udvikling af unge spillere, men i det lys bliver flere af de etablerede spilleres svigt så meget desto værre. Derudover lader Frank Nouble og Fabio Daprela at bejle til mere spilletid efter fine indsatser i gårsdagens kamp mod Arsenal. Tony Carrs akademi svigter heldigvis ikke.

Alt i alt har spillet på banen overordnet set ikke været prangende, og når det periodevis har, så har resultaterne ikke afspejlet det. Holdet har brillieret ved at smide et hav af føringer, og har ved gentagne lejligheder ikke formået at vende talmæssigt eller spillemæssigt overtag til resultater. At smide 2-0 ude mod Hull til en 3-2 føring til hjemmeholdet på en halv time er symptomatisk for sæsonen. Det samme er det, at smide en 2-0 føring ude mod Sunderland, der spiller store dele af kampen med 10 mand. At tabe 2-1 hjemme til Everton i en kamp man dominerede totalt lige så. Man kunne blive ved ganske længe. Desværre.

Del III: Træneren: Den nydelige lille mand

Gianfranco Zola er altså en virkelig tiltalende mand. Han forsøger altid at være positiv. Han prøver at begrænse de dårlige undskyldninger når tingene ikke kører. Frem for alt insisterer han på, at vedblive med at spille fin fodbold trods resultatmæssige nedture.

Den lille italiener kunne ellers hurtigt finde mange undskyldninger for den foreløbige lortesæson. Ejerne sælger hans bedste spillere uden at erstatte dem, uvisheden om klubbens fremtid gør spillerne ufokuserede, skaderne hagler ned over holdet, pressen er for kritisk, fansene ser tykke ud i deres stramme jeans, dommerne har afgørende indflydelse på resultaterne osv. Men det gør Zola generelt ikke. Han snakker om at finde løsninger, om glæden ved den daglige talentudvikling, og om at spillerne kæmper godt. Jeg håber den ondenlynemig, at han nogle gange siger nogle lidt mindre tv-venlige ting i omklædningsrummet, når de priviligerede fodboldmillionærer leverer det argeste lort, men generelt set kan jeg godt lide hans tilgang. Spillerne lader til, at synes godt om ham, respektere hans person og faglighed, og de unge sprudler ofte i hans system og under hans filosofi.

Ikke desto mindre skal resultaterne forbedres i anden halvdel af sæsonen. Forhåbentlig bliver det ikke nødvendigt med Bolton-fodbold og manipulation med pressen og dommerne. Det har jeg nemlig svært ved at tro at Zola kan finde ud af.

Del IV: Konklusion: 1X2?

West Ham står over for et par meget afgørende måneder i klubbens historie. Hvis de nuværende ejere fortsætter deres ophørsudsalg, så bliver resten af sæsonen en meget svær kamp for overlevelse. Hvis der derimod kommer nye ejere hurtigt, og holdet kan styrkes i januar, så kan alle – inklusiv Gianfranco Zola – ånde lidt lettere. At tænke sig: En situation hvor ledelse, træner-team, spillere og fans trækker i samme retning ud fra en gennemskuelig vision og en sund økonomi? Man har vel lov at drømme.

Der er ingen tvivl om at West Hams trup har et fint potentiale, og at den ikke hører til blandt de tre dårligste i Premier League. Det kræver “bare” at Green, Upson, Ilunga, Behrami, Parker, Collison og Cole kommer til at spille broderparten af de resterende kampe. Om det så bliver Tomkins eller Da Costa, Diamanti eller Franco, Spector eller Faubert der fylder de sidste huller er egentlig ikke så vigtigt. Det hold skal nok klare sig. Hvis skadeshelvedet derimod fortsætter, så kan de mørke skyer trække sig tættere sammen over øst-London. Kovac som kreatør og Da Costa på toppen? Gys! Hvis den økonomiske situation er så slem, som det hævdes flere steder, så vil en nedrykningen kunne få uoprettelige konsekvenser i størrelsesordenen Leeds United eller værre.

År 2012: Gianfranco Zola og West Ham i Euro League? Gary Megson på trænerbænken på Upton Park i League One? Anyone? Vi er markant klogere når transfervinduet klapper i.

The magic of the cup

Miraklet på drømmenes teater

Tidligere i dag vandt Leeds United 1-0 på Old Trafford over de forsvarende engelske mestre fra Manchester United. Jeg så ikke kampen, men jeg fulgte da med et halvt øje på en live-opdatering. Hvordan kunne jeg andet. Det er jo FA-Cupen vi taler om. Og som de fleste fodboldfans fnes jeg da Beckfords 1-0 mål blev annonceret.  Og jeg glædede mig med de 9000 medrejsende Leeds-fans da kampen efter 5 minutters tillægstid blev fløjtet af. Det er lige præcis resultater som det, som gør FA-Cupen fantastisk.

Det detroniserede storhold Leeds United der i de senere år har gået så gruelig meget igennem: Et spektulært fall from grace – fra Champions League semifinaler i 2001 til tredje division i 2007. Hvis man dertil lægger et par tabte play-off finaler på varierende niveauer af engelsk fodbold samt den omstændighed at Leeds-talenter som James Milner, Aaron Lennon og Paul Robinson i dag blomstrer andensteds i lighed med allerede dengang etablerede førsteholdsspillere som Lee Bowyer, Jonathan Woodgate og Rio Ferdinand; ja så forstår man ekstasen i udeafsnittet på ærkerivalernes drømmenes teater tidligere i dag. Den type oplevelse har været længe undervejs. Det er simpelthen dage som denne FA-Cupen er til for. Det er minder om dage som denne, og håbet om igen at opleve dem, der har holdt liv i de tusindvis af lykkelig united-supportere i de mørke år. I guder hvor må det have været sjovt at være Leeds-mand i dag.

Den indre, forpulede optimist titter frem

Leeds’ præstation havde dog også en mere personlig konsekvens. Den lokkede min indre optimist, det forpulede møgsvin, ud af det eksil han har befundet sig i siden 2009’s sidste kamp mod Tottenham. Pludselig begyndte jeg at tillægge dagens FA-Cup møde mod Arsenal en smule betydning. Tidligere på ugen har den været afskrevet som noget der skulle overstås; en reserveholdskamp inden de vigtige kampe i nedrykningsstriden. Med Man Utd elimineret ville en sejr over Arsenal pludselig resultere i en FA-Cup med blot to af the big four tilbage i turneringen. Måske endda kun Chelsea, hvis Reading kunne lave et mirakel i omkampen mod Liverpool. Vejen til finalen ville være banet. Skyen var pludselig grænsen som man vist siger derovre. We’re going to wem-ber-ley nynnede jeg.

Og det trods den omstændighed at West Ham virkelig i forvejen har mere end rigeligt at se til i bunden af ligaen; at holdet er så latterligt skadesplaget, at nærmest kun dagens modstander kan konkurrere på antallet af skadede førsteholdsspillere og at hjemmepublikummet benyttede kampen til en større boykot mod de rasende upopulære ejere.

Men al optimisme viste sig velbegrundet. For, fy for satan i det hedeste helvede, hvor leverede de 11 mænd i claret’n'blue dog en forrygende kamp. Og det trods den omstændighed at mange af dem umiddelbart stadig kun behøver at barbere sig en gang hver fjortende dag. Med en opstilling der højst indeholdt halvdelen af den optimale startellever – Green, Upson, Behrami, Diamanti og (tragisk nok vel også) Faubert – suppleret med to debutstartere: 18-årige Daprela på venstrebacken og jævnaldrende Frank Nouble helt på toppen, samt efterhånden kendte teenagere i i form af Tomkins og Stanislas plus backup-spillerne Kovac og Jimenez – startede West Ham friskt og uimponeret og skabte i første halveg en række fine situationer, hvor den sidste aflevering ofte kiksede, den manglende rutine viste sig i form af tøven eller Fabianski viste klasse i Arsenal-målet. Stanislas udfordrede som altid uimponeret, Nouble lignede momentvis en ung Carlton Cole, Upson spillede solidt i forsvaret, Daprela imponerede i debuten, Faubert var vanligt ustabil alt imens Tomkins var heldig ikke at koste et par mål med dumme afleveringer og tåbelige boldtab. Faktisk var Arsenal i første halveg farligst i de situationer hvor Tomkins – eller i et enkelt tilfælde – Green, dummede sig.

Særligt Alessandro Diamanti havde en af sine bedste kampe for West Ham, og satte mange ting i gang med sprøde afleveringer og et par fine forsøg fra distancen. På midtbanen var Kovac og Behrami et tohovedet monster af pres og tacklinger med brintoverilte-hår, og særligt Behramis indsats på den uvante centrale midtbane giver grund til fortrøstning for fremtiden efter et længere skadesorgie for den altid kæmpende kosovo-fødte schweizer. Deherrers anstrengelser var stærkt medvirkende til at Arsenal i det store og hel ikke fik fat om kampen i den første times tid. Tvært imod var det netop Diamanti, der lige før pausen (det bedst tænkelige tidspunkt at score på øjensynligt) snød Arsenals offsidefælde og via Fabianskis hænder og stolpen bragte hjemmeholdet fortjent foran. FA-Cup drømmen levede. I starten af anden halveg viste den polske Arsenal-keeper til gengæld klasse på et godt skud af Stanislas inden Nouble i et par situationer viste god fysik og hurtige fødder, men desværre også manglende kynisme til at få afsluttet.

I stedet blev det Arsenal der fik greb om kampen. Opstillingen der i forvejen talte en næsten optimal backkæde samt spillere som Eduardo, Alex Song og Carlos Vela blev suppleret med Abou Diaby og Samir Nasri efter 64 minutter, og særligt førstnævnte kom til at spille en nøglerolle i Arsenals comeback med godt presspil på midtbanen. West Ham mistede simpelthen grebet om kampen, og Arsenal skabte i resten af kampen et væld af chancer. Robert Green brillierede flere gange – navnlig med en dobbeltredning af Song, men som afslutning på et flot gennemspillet angreb fik Aaron Ramsey desværre lov til at gøre det til 1-1 for udeholdet med blot 13 minutter tilbage af den ordinære tid. Blot 5 minutter efter gjorde Eduardo det til 2-1 med et usædvanlig veludført hovedstød som sneg sig op i det ene hjørne. Den skulle Green måske have snuppet. I slutfasen kunne Arsenal have scoret en gang eller to til, mens West Hams trætte folk ikke fik den fornødne pondus af de indskiftede teenagere Sears og Edgar til at stille noget op mod de nu meget velspillende Gunners.

En sidste detalje der er værd at fremhæve er kampens dommer: Den ofte rædselsfulde Marc Clattenburg med de altid rædselsfulde frisurer. Han dømte en nærmest fejlfri kamp. Han kunne måske have givet et par kort mere eller mindre hist og her, men frem for alt fløjtede han ikke kampen ihjel, han belønnede hverken skuespil eller brok, og han holdt gemytterne godt i ro. Det var en fornøjelse at se hvordan først Silvestre og siden Behrami rejste sig og gav modstanderen hånden efter at have været i den modtagne ende af hårde tacklinger. Det er – ligesom de store sensationer i cupen – en vigtig del af engelsk fodbolds mytiske landskab.

Nådesløst var det ikke desto mindre, den måde Arsenal vendte kampen på, og selvom Wenger allerede inden kampen havde kørt Arsenalet af undskyldninger i stilling kan franskmanden efter kampen glæde sig over en fremtidig tur til Stoke i næste runde. Leeds skal i øvrigt til Tottenham.

Og West Ham? Vi kan glæde os over fine debuter til Nouble og Daprela, og gode præstationer fra vigtige stamspillere som Behrami, Green og Upson. Hvis holdet ydermere bevarer gejsten fra dagens kamp, får folk som Cole, Parker, Noble, Ilunga og Collison tilbage i startopstillingen og så i øvrigt spænder hjelmen, så bør den triste nuværende placering kunne veksles til en stabil midterplacering inden længe.

Ja: Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så er mit svinske, optimistiske selv ikke skræmt væk endnu. Nogle skal jo, når alt kommer til alt, blæse de forpulede bobler.

Més que un club og Greenys ansjoser i lime

I skrivende stund sidder undertegnede på et stærkt forsinket Spanairfly fra Barcelona mod København. De seneste par dage har budt på noget så kosmopolitisk og moderne som en romantisk getaway. Og jeg har oven i købet haft en kvinde med. Ikke nogen gokketure her…

Més que un club

Dette indebar blandt andet at vi oplevede, hvordan det store af byens fodboldhold – FC Barcelona – var så FC Barcelona som nok kun FC Barcelona kan være det. De vandt ganske enkelt VM for klubhold, og blev dermed det mest succesfulde fodboldhold nogensinde (mindre kan ikke gøre det på de kanter) målt på præstationer på en enkelt sæson. Trofæet var det imponerende sjette som Pepe Guardiolas drenge hjemførte i år, og det blev da også markeret med dyttende biler, flag ud af vinduer, krudt i gaderne og generel gåen akurk på den berømte og berygtede Rambla. Det var ganske sjovt at opleve. De var sgu stolte den folkemængde. Og med rette. Deres hold var det bedste nogensinde. Det kunne ikke overgås nu – højest tangeres. Imponerende.

Men det var trods alt ikke noget der kunne fastholde undertegnedes syge og muntre interesse voldsomt længe. Dertil trak en stor sjus (og guderne må vide at katalanerne mildest talt ikke er karrige med spiritussen) på en gammel bar, som guidebogen hævdede havde været populær hos såvel Hemmingway som Miró, for meget. Da sjussen var drukket, og turen gik videre mod gud ved hvad, men nok mest en metrostation, kom fru Sygogmunter og jeg til at gå bag ved en britisk talende mand og dennes lille søn. Han brugte tydeligvis sønnens undren over den ekstatiske folkemængde deroppe på Ramblaen som udgangspunkt for et par iagttagelser om livet. Rørende. Han sagde noget i retning af: ” I mean, that means they won the World Championship now. They already won the Spanish Championship and the European Championship. I mean what are they gonna do now? Win the galaxy?” (Han var virkelig begejstret for verbet mean!) Knægten som nok burde have ligget i sin seng, kiggede op på faren, funderede tydeligt og voldsomt over ordene, og korrigerede tillidsfuldt sit tag i sit biologiske ophavs hånd. Hvad konklusionen blev ved jeg ikke. Sådan en lille knægt har temmelig korte ben og går følgelig ganske langsomt. Dette kombineret med undertegnedes cuba libré-fyldte kulderamte partyblære gjorde at den ellers fine dialog ikke blev hørt til ende. Blot nåede jeg at tænke, da jeg kort fik kontakt med farens bekymrede panderynke, idet jeg slingrende overhalede, at det var dog det mest krampagtige forsøg jeg nogensinde har hørt på at få en knægt til at holde med West Ham. Indrømmet. Jeg overfortolker nok bare. Det ville ikke være første gang. Hvad hjertet er fyldt af og så videre…

Hvorom alting er. De er sgu gode, de dersens FC Barcelona. De spiller skidegod fodbold, avler et hav af virkelig dygtige spillere, vinder trofæer i massevis foran et stort, loyalt og passioneret publikum på et historisk og imponerende stadion. Og så er der alt det der med Franco-tiden, den katalanske kultur, Ronald Koemans grydehår, Johan Cruyff og jeg ved snart ikke hvad. Més que un club hævder de vist at være. Det er så vidt jeg har forstået katalansk for mere end en klub. Og det kan man næsten være tilbøjelige til at give dem ret i. De er i et eller omfang bare de gode, i sådan en helt sort/hvid forstand. De sande helte med de rene hjerter. Hvis der nogensinde skulle dukke et sagnmonster op af havet ud fra Barcelona, føler jeg mig overbevist om at Carles Puyol prompte ville tackle det til helvede og beyond. Og derefter ville klubben donere et overskud fra optrinnet til fattige børn.

Måske er det derfor jeg ikke helt kan forholde mig til dem, FC Barcelona. Jeg er nok selv for stor en stodder til rigtig at kunne føle mig som en del af den store, stolte institution. Al den skønhed og perfektion. Det er næsten for meget af det gode. Jeg er jo for helvede bare et menneske. Jeg har brækket mig i for mange parcelhushaver, vasket for mange uldtrøjer ved 60 grader, og haft gylpen åben på for mange skolefotos til sådan et hundrede procent at tilhøre disse rendyrket godes rækker. Det føles ganske enkelt ikke troværdigt. Disse træk ved min personlighed har jeg til gengæld altid følt blev rigtig godt repræsenteret af West Ham United FC. En anden, ikke helt lige så stor, men på sin egen måde voldsomt stolt fodboldklub. En klub som, hvis den da var et menneske, i den grad ville have noget mellem tænderne på en første date, en bussemand under næsen ved eksamensbordet og en solid hånd på svigermors rumpe når den egentlig bare ville klaske en flue på sin kærestes ryg.

Derfor overraskede det mig ikke uvæsentligt da jeg for nogle år siden så et West Ham logo blandt Barcelonas fans. Det var så vidt jeg husker på Stamford Bridge til en af de der to millioner CL-kampe Barcelona har haft mod Chelsea i de senere år. Det var et temmelig stort banner med Barcelonas logo i den ene side og West Hams i den anden. Sidenhen fandt jeg ud af at banneret tilhørte ingen ringere end Barcelona Hammers. En flok tosser som åbenbart mener at de i den grad mangler yin til deres jang og derfor støtter både més que un club – FC Barcelona – og fortune’s always hiding – West Ham United.

Forelsket i Mark Noble

Da det gik op for mig at den romantiske getaway kolliderede med West Hams hjemmekamp mod Chelsea i søndags forsøgte jeg derfor at opspore disse Barcelona Hammers. Og de findes virkelig. De har en hjemmeside, hvor de nærmest febrilsk prøvet at forklare deres britiske kærlighed, og et debatforum som i den grad er fyldt med spam om potenspiller og hårtab. Nogen stampub oplyses desværre ikke, og jeg endte i stedet med – i følge med en som altid nærmest overmenneskeligt overbærende fru Sygogmunter (for et par år siden blev hendes fødselsdag brugt på at se West Ham spille 1-1 mod Bolton i en ret beset ligegyldig kamp) – at traske manisk rundt for at finde en pub der prioriterede kampen. Det var overraskende vanskeligt, og da det endelig lykkedes havde puben verdens mest rasende betjening, en temperatur nær kogepunktet og voldsomt høj elektronisk musik i højtalerne frem for lyden af kampen. Dette ændrede dog ikke på at det der udspillede sig på skærmen var smukt. Det var til at tude over. Et West Ham hold som på det seneste har lagt sig ned for snart sagt hvem som helst bød virkelig ligaens suveræne tophold op til dans. Scott Parker var igen en gigant blandt mænd, Mark Noble personificerede det ”at spille for trøjen” alt imens normale middelmådigheder at best, som Faubert og Kovac, leverede godkendte, fokuserede, stabile fighterindsatser. Og det ligger vel efterhånden implicit at Franco var sejere end Clint Eastwood i Dirty Harry og Bruce Willis i Die Hard tilsammen.

Chelsea havde indledningsvis et godt pres som West Ham forsvarede heroisk inden de gradvist kom bedre og bedre med i kampen. Selv ikke Robert Greens efterhånden sørgeligt obligatoriske smørhandsketrick kunne ødelægge det indtryk. Heller ikke den obligatoriske skade og følgende omrokering – denne gang til Danny Gabiddon, der blev erstattet af en velspillende James Tomkins – kunne ikke destabilisere de tændte irons. Og omkring pausen skete så det smukkeste. Det mest uvirkeligt syrede og grænseløst fantastiske. Altid øretæveindbydende Ashely Cole tacklede Diamanti i feltet og den vanligt katastrofale Mike Dean pegede prompte på pletten. Diamanti sendte Cech i den forkerte retning, og jublede som den rablende galning, som det efterhånden fremstår ganske klart, at han er.

Og der sad jeg så med sved på panden, dårlig hip-hop musik døvende i ørene og råbte som en gal af et fjernsyn i Barcelona. Det er pokkers hvad fodbold kan gøre ved ellers relativt velfungerende mennesker. Der var pause i London og West Ham førte 1-0 mod Chelsea-maskinen. Pausen valgte vi at bruge på at skifte beværtning. Den sure kvinde har sikkert fejret at de sidste kunder var fortrængt fra beværtningen til at skrue yderligere op for både varme og musik. Men skideværd med det. Vi fandt tidsnok en helt igennem rædselsfuld temasportsbar som viste kampen på storskærm og med en lydstyrke som nok kunne få arbejdstilsynet op af stolen. Der var oven i købet noget så løjerligt som en flok fyre klædt i Barcelona-mechandise som højlydt heppede på Chelsea. Anden halveg mindede om første. West Hams indsats var ganske enkelt godkendt. Hold kæft hvor de løb tacklede og forsøgte at finde medspillere med velovervejede pasninger. Jeg tror jeg forelskede mig lidt i Mark Noble efter (endnu) en svær og ustabil periode for den populære local lad. Så skideværd med at Chelsea udlignede på et straffespark som vist mest fandtes i Mike Deans hoved og at det naturligvis blev eksekveret hele tre succesfulde gange af Frank Lampard inden Dean endelig godkendte scoringen og West Ham fortsatte sit heroiske forsvar og hentede pointet hjem. Og det trods endnu en gøgleroptræden af sært selvtillidsløse Greeny. Meget typisk West Ham, at følge to nederlag i winable kampe mod Birmingham og Bolton op med et point mod topholdet.

Forelsket i Robert Greens lime-ansjoser

Efter kampen røg vi på fiskerestaurant. Fruen havde hæderligt fortjent en ordentlig middag efter at have tilbragt en hel eftermiddag af sin ferie med den omvandrende, neglebidende humørsvingning hendes normalt opmærksomme og ganske gemytlige kæreste forvandler sig til når the hammers spiller. Og sikke en middag vi fik. Måske den bedste nogen af os i vort liv har fået, blev vi enige om bagefter. Og hun er ellers ud af den såkaldte kulturelle overklasse som rigtig kan både kokkerere fint og spise med kniv og gaffel. Samtlige tre retter, vinen og den lokale variation af glögg sad lige i skabet. Og lidt til, hvad det så end betyder med dette sproglige billede in mente. Betjeningen, musikken, indretningen, for slet ikke at tale om den nærmest flabede dessertvin var perfekt. Det var faktisk det stik modsatte af det ocean af gennemført rædselsfulde turistfælder som ellers er spredt udover byen med gavmild hånd.

Fruen beskrev hvordan de små guddommeligt limesmagende fisk der var en del af tapas-forretten nærmest fik hende til at forelske sig i kokken, lige der på stedet – vort mangeårige, mestendels harmoniske samliv upåagtet. Jeg havde det næsten på samme måde. Denne iagttagelse blev festligere af, at det var en restaurant af den type hvor man kan følge med i aktiviteterne i køkkenet fra sin siddeplads, og vi kiggede op på de to fuldskæggede, playmobil-klippede, unge mænd som tøffede rundt og lavede denne åndssvagt lækre mad med en mine som om intet var hændt. Og jeg tror faktisk det var fruen der først opdagede det. Den ene af kokkene lignede sgu Robert Green på noget nær en prik. Fra skægget, til håret, til afstanden mellem øjnene og det lidt spøjse bid. Han var måske lidt lavstammet, men den slags kan være svært at vurdere når man mest kender folk fra tv.

Det var måske Greeny der havde hittet på den mangoskum, der ledsagede mit urimeligt møre oksekød? Det var måske Greeny der møjsommeligt havde skabt den vaniljeskum, der ledsagede den æbledessert, der nærmest fik en tåre frem i vores øjenkroge? Så tror pokker da han har været lidt ufokuseret på det seneste. Han har jo funderet over skummens anatomi! Vi skålede endnu engang og jeg følte mig voldsomt privilegeret. For denne stund, med denne kvinde tilgav jeg i mit stille sind Greeny det pointkostende drop i forrige uges kamp mod Bolton. Han har jo haft tankerne andetsteds! Der er måske når alt kommer til alt, men det må i endelige ikke sige til nogen, at jeg har sagt, øjeblikke der er om ikke vigtigere, så i hvert fald på niveau med fodbold. I hvert fald indtil West Ham møder Portsmouth i en bundgyser af rang anden juledag…

Solen skinner aldrig i Bolton

Mit sidste indlæg var en hævdelse af fravær af had til Manchester United i min indstilling til fodbold. En lignende hævdelse har jeg væsentlig sværere ved at fremføre helt inderligt om Bolton Wanderers. For solen skinner sgu aldrig i Bolton. I hvert fald ikke hvis man er West Ham supporter. Indrømmet. Det er ret beset en tilsnigelse. Der er sikkert ofte både sommer, sol, søndag, badevejr og blowjobsæson i Lancashire. Men i overført betydning har ture til Reebok Stadium i lang tid været lig med gråvejr for the Irons. West Ham har vundet på såvel Old Trafford, Highbury, Emirates og Stamford Bridge siden de sidst vandt ude mod Bolton. Faktisk tror jeg kun det er på Anfield Road man skal længere tilbage i tiden for at finde en West Ham sejr mod et hold i Premier League.

The Grim Rieper på Burnden Park

Sidst West Ham slog Bolton på udebane spillede Marc Rieper hele kampen og stadionet var slet ikke Reebok – men Burnden Park. Tony Cottee var blandt målscorene i en 3-0 sejr. Det var i 1996 og er stadig West Hams eneste sejr på udebane mod Bolton i nyere tid. I de seneste 10 møder mellem klubberne (som i lange perioder har ligget i forskellige rækker og følgelig ikke har mødtes) på Boltons bane har West Ham således blot sikret sig to uafgjorte, hvoraf det ene faldt i en ligakamp i 98, mens den anden skal findes i en FA-cup kamp i 2006. Omkampen på hjemmebane blev til gengæld vekslet til sejr i en rædselsfuld fodboldkamp (det har opgør mod Bolton det med at være), som var et stort skridt på vejen mod FA Cup Finalen. Det var tider, men det er en helt anden historie.

Til gengæld er det blevet til et par sandt sagt vederstyggelige nederlag i samme periode. Mest smerteligt i erindringen står 1-0 nederlaget i marts 2003, hvor Jay Jay Okocha åndssvagt upresset løb en halv banelængde med bolden og hamrede den ind bag David James. Bolton fik vigtige point i bundstriden, Joe Cole sparkede hul i spillertunnellen og Rufus Brevett blev politiundersøgt på grund af kontroverser efter kampen (han har i dag trukket sig tilbage fra fodbolden og er den lykkelige ejer af et solcenter). I sidste ende endte hjemmeholdet med at redde pladsen i ligaen på bekostning af West Ham; som til gengæld rykkede ned med det højeste antal point nogensinde for et hold i Premier League. Og muligvis med den bedste spillertrup. Det svier stadig at tænke på det. Også ligakampene i 05 og 06 udmærker sig. Det gør de som deciderede afklapsninger på henholdsvis 4-1 og 4-0. I den førstnævnte måtte man oven i købet lide den tort at se Henrik Pedersen lave sin debile påfuglejubel da han satte Boltons fjerde ind med en stiv tå. For satan da også.

I sidste sæson var West Ham klart bedst i noget der minder om 90 minutter, og tabte med største selvfølgelighed 2-1, alt i mens denne sæson allerede har budt på en stærkt utilfredsstillende visit nordpå, da Bolton vandt 3-1 efter forlænget spilletid i Liga Cupen. Naturligvis førte West Ham indtil kort før tid, hvor lokummet Kevin Davies udlignede. Det er i øvrigt endnu en ting ved Bolton: Kevin Davies scorer altid mod West Ham på Reebok Stadium. Han har i hvert fald gjort det 5 gange i de seneste 4 opgør på eget græs.

Kulingvarsel fra Fisker og Tyske Bugt

I aften er den gal igen. West Ham møder Bolton Wanderers på Reebok Stadium klokken 20:00 lokal tid. Der er snart spillet en halv sæson af årets Premier League. West Ham ligger tredjesidst i ligaen, Bolton ligger næstsidst. Et point skiller holdene ad. West Ham har to point til Wolves’ 16 på den rigtige side af stregen. Blackburn har tre mere end Wolves helt oppe på 12. pladsen. Der er med andre ord mange hold der kan blive trukket ind i årets nedrykningskamp, og tre point i aftenens kamp kan nærmest ikke overvurderes. For West Ham er nedrykningskampen nemlig allerede en realitet. Dette har en kombination af skader, en for smal spillertrup, ustabilitet i forsvaret og frem for alt en total manglende evne til at holde på føringer og udnytte dominans i boldbesiddelse sørget for.

Der er desværre intet der tyder på at trenden vil blive vendt i aften. Carlton Cole er skadet til januar, Zavon Hines skal givetvis opereres, stakkels, stakkels Dean Ashton kommer aldrig til at spille fodbold igen, Behrami er skadet, Mark Noble har karantæne, mens Robert Green og Matty Upson ligner to mænd som allerede er i andre klubber mentalt. Sidstnævnte er under alle omstændigheder tvivlsom til kampen.

Selvom Boltons fodbold faktisk er blevet lidt mere raffineret under upopulære Gary Megson end hos hans voldsomt populære og succesrige forgænger Sam Allardyce, så er holdet stadig et af de fysisk stærkeste i ligaen, og den slags bekommer desværre sjældent Zolas hold særlig godt. Centerforsvaret får med garanti fandens til besvær med Kevin Davies, holdet besidder ikke en kvalificeret højreback og Ilunga er en skygge af sig selv fra sidste sæson på venstrebacken, hvilket vil give Bolton gode muligheder for at losse masser af indlæg ind, hvad de ofte ynder at praktisere. Det bliver sikkert både grimt og neglebidende.

Sæsonens suveræne (og få) lyspunkter fra West Ham perspektiv har været, at Scott Parker spiller noget af karrierens bedste fodbold, at Guillermo Franco har vist sig at være en rigtig god angriber samt at Collison og Stanislas fortsætter de positive takter fra sidste sæson. Det er bare næppe nok til at få point med fra et solidt kæmpende og hårdt tacklende beton-Bolton. Det er næsten ikke til at bære. Håbet om et godt West Ham resultat kan hænges på tre knager:

• Bolton har (også) været fortvivlende dårlige i år, og har kun hentet 2 point i de seneste 6 kampe. Det ene kom dog i sidste runde med et uventet 3-3 resultat mod Manchester City, hvor the Trotters oven i købet førte adskillige gange, alt imens Ivan Klasnic fik gang i målscoringen med to kasser.
• Kieron Dyer er (igen, igen, igen, igen) så småt skadesfri (så længe det varer), og viste gode takter i sit indhop i nederlaget mod Birmingham.
• Alessandro ” Sheriffen skyder på det hele” Diamanti må snart have lidt held i sprøjten med nogle af sine spektakulære afslutninger.

Vi klamrer os med andre ord til halmstrå, og håbet om at Bolton har en dårlig dag. Hvis jeg var gambler ville jeg sætte min penge på et 1-tal og Davies som første målscorer. Det er jeg imidlertid ikke. Jeg er West Ham fan og vil i stedet råbe af skærmen, drikke en stærk øl og være stærkt irritabel i et par timer. Forhåbentlig vil solen have skinnet i Bolton for en sjælden gangs skyld når dommeren fløjter for sidste gang i aften.

Og vejrudsigten? Ifølge accuweather.com så begynder det at sne over Bolton ved 19-20 tiden lokal tid…

Jeg hader ikke Manchester United…

…jeg er bare temmelig ligeglad med dem. De rager mig en papand for nu at genoplive en god gammel vending. Bevares. Da Peter Schmeichel spillede der, og jeg var en lille knægt kunne jeg egentlig rigtig godt lide dem. På samme måde som jeg rigtig godt kunne lide alle andre hold jeg så spille fodbold. Om det så var FC Basel, Napoli eller AGF. Jeg kunne bare rasende godt lide fodbold. Blandt andet Manchester United.

I dag forholder det sig anderledes. Jeg følger primært West Ham. Sådan er det blevet. Hvorfor og hvordan undrer mig til stadighed. Men jeg hader ikke Manchester United. Jeg er grundlæggende røvligeglad med dem. Det er typisk meget svært for Manchester United fans at forstå. De er jo Manchester United synes at være rationalet! Jeg må da have en holdning til dem? Theatre of Dreams? King Eric? Trible-holdet i 99? Og bevares. Det har jeg da også. Jeg synes Alex Ferguson er en pragtfuld karakter i al sin tyggegummignaskende dårlig taber-brokkerøvs-vælde. Jeg synes Ryan Giggs aldrig har fået anerkendelse nok. Henning Berg lavede herremange selvmål. Hvad blev der egentlig af Yordi Cruyff? Jeg synes al muligt om al muligt. Men det er ved gud ikke noget der optager mig. Manchester United kan for min skyld sejle i deres egen sø. Jeg ønsker dem ikke noget decideret ondt, men så sandelig heller ikke noget godt. De vinder jo for fanden altid alting, og alene af den grund føler jeg ikke rigtig de har noget med mig at gøre. Det er sgu mange år siden de har haft et ordentlig matyrium eller noget effektiv lidelse. De tilhører simpelthen en helt anden del af fodboldens verden en den jeg holder af. Hvis jeg endelig skal synes noget, så synes jeg måske faktisk Manchester United er lidt kedelige. Man kan for fanden ofte købe deres merchandise i Netto. De opfandt hele det der kommercielle ræs. Næsten.

Men så alligevel. Et par gange om året forholder det sig naturligvis anderledes. Som nu for eksempel i lørdags. Hvor jeg tømmermandsramt bevæger mig på tværs af byen for at se mine elskede irons forsøge at vinde en fodboldkamp mod de røde sataner. Socialdemokraten sidder allerede ved bordet og ser ud som om han er ved at omkomme efter nattens julefrokostlige udskejelser. Han er billedet på blind og stupid loyalitet som han sidder der og prøver at ryge en cigaret trods det med al sandsynlighed store nederlag der venter hans hold dér på skærmen. Litteraten med Fremskridtshåret parkerer sin cykel på fortorvet. Han havde ellers allerede meldt afbud grundet truende deadlines på projekter der sejler, men det lille svinske håb om et godt resultat mod et storhold har lokket ham ud hullet. Oven i købet i tid til kickoff. Det kan Manchester United alligevel gøre ved os. Selvom de i og for sig ikke siger os en skid.

Ikke overraskende presser og presser de os. Skide værd med hjemmebanefordelen. De er Manchester United og vi stiller med en blanding af teenagere og lejesvende. Mexicanske Franco er et svagt lyspunkt. Det og så den omstændighed at de claret’n'blue United rent faktisk forsvarer sig glimrende. Og det på trods af at backkæden er mildest talt amputeret. Hines skaber sågar en mulighed hvor Collison næsten kan prikke bolden i mål. Pausen nærmer sig og frem popper Paul Scholes og hamrer bolden i kassen, igennem Rob Green, fra kanten af feltet. Sønderjyden der i mellemtiden har indfundet sig tager sig til sit sært kompromisløse huehår og Socialdemokraten gylper. En eller anden jubler entusiatisk i baren. Det må være en kompliment til West Ham at han orker at engagere sig. Manchester United vinder jo alligevel altid.

I anden halveg går det som forventet. Gibson gør det til 2-0. 3 og 4-0 falder med et minuts mellemrum og tungsindet erstattes af dumme vittigheder og hjertelige grin ved bordet. West Ham er nogle gange så West Ham at man må grine eller græde; denne dag vælger vi grinet. Franco er fandeme vild, bliver vi enige om. Hvem der bare var en 33-årig mexicaner – med sombrero og poncho og krydsede patronbælter; skægstubbe og et diabolsk grin. Så skulle verden fandeme se løjer. Manchester United skifter lige Berbatov inde. Bare fordi den slags kan man, når man er Manchester United. Socialdemokraten synker heroisk den sidste mundfuld øl og snakker drømmende om chips, cola og dårlige film. Nedrykning er absolut et tema, og det er faktisk slet ikke til at overskue. Litteraten væver om hvordan alting var bedre i 90′erne. Undertegnede konstaterer at Radoslav Kovac er den dårligste spiller i West Ham i mange år. Manden i baren råber noget med storsejr og legestue. Jeg er egentlig ikke voldsomt optaget af ham. Jeg tror ganske enkelt ikke vi rigtig forstår hinanden.

Thierry Henrys hånd og Richard Dunnes oprejste pande

Heman vs. Skeletor

Da jeg var lille og legede med diverse serier af actionfigurer kunne jeg altid bedst lide de onde. Heman var en underlig steroide-pumpet fims med skindtrusser og pagehår mens hans onde modstykke skeletor var et muskuløst, blåt skelet (at et skelet kunne være muskuløst undrede mig ikke dengang) der boede i et kæmpekranium. Turtles var en flok dumme pizzaædere der boede med en gammelklog gnaver i en kloak mens deres modstander Shredder (sejt navn!) havde kappe, maske og store knive på hænderne og desuden havde assistance af et næsehorn og et vildsvin opkaldt efter jamaicanske musikstile. Batman var egentlig ret tjekket, men blev trukket ned af sit mystiske homofile forhold til Robin osv. De onde var simpelthen sejere.

Det gode vs. Det onde
I fodboldens verden har jeg aldrig fuldstændig helhjertet kunnet adoptere samme tilgang til tingene. Jeg holder for fanden med West Ham. De ærefulde nederlags klub (de fleste andre fans af middelmådige hold vil have en lignende selvopfattelse). I fodbold kan jeg rent faktisk – modsat i den virkelige verden – have noget der minder om et konsistent forhold til godt og ondt. Og så alligevel ikke.

Men der findes der dog trods alt en række faste holdepunkter. De kommer fra lige dele fikse ideer, nordeuropæisk selvglæde, stupide fordomme og min kære fars gode opdragelse – mange ville nok bytte direkte om på godt og ondt, således at joga bonita-ævl blev godt og herretacklinger ondt – men det er for så vidt sagen uvedkommende:

- Italien er onde. De snyder, spiller kedeligt, har for pæne frisurer og for stramme trøjer (og min far blev engang overfaldet i en uspecificeret italiensk havneby, da han var sømand i 1970′erne).

- Spanien er onde. Mange er nok uenige, men det siger min far, og når det kommer til fodbold er patriarkalsk styring faktisk ikke så dumt. (Hvis bare han havde interesseret sig nok for fodbold til at opdrage mig til at holde med et hold. Så havde jeg måske oplevet glæden ved at vinde et trofæ, i stedet for at mærke konsekvenserne af mit eget tåbelige valg.)

- Brasilien er onde. De er overvurderede, utilregnelige, og deres livsglæde er animeret og anstrengende.

- Portugal er onde. Europas brasilienere.

- Frankrig er onde. Hvis alle havde været som dem ville nazisterne have vundet krigen.

- Tyskland er onde. De var nazister og ville vinde krigen.

- Holland er onde. Engang troede jeg faktisk holland var gode, men så gik det op for mig at de er arrogante og væsentlige dårligere på banen end deres selvforståelse. Jantelov + Holland = Holland er onde.

- Uruguay er onde. Beskidt spillende bavianer.

- Rusland er onde. Kommunister. Det vil sige at deres spillere er tunge og spiller under pres og uden entusiasme. Og vi som borgere i et vestligt demokrati kan virkelig ikke støtte om sådan et menneskesyn.

I spændingsfeltet mellem godt og ondt findes en lang række lande som kan beskrives som det man inden for religionshistorien kalder trickstere. Et eksempel på en religiøs trickster er Loke indenfor nordisk mytologi. Tricksteren er en meget forskelligartet figur, men udmærker sig ofte ved at snyde og lave “tricks” for at overleve verdens fundamentalt hårde præmisser. De bryder således gudernes regler, men vil ofte alligevel stå i et særligt forhold til disse.

Oversat til fodboldens verden er tricksterne altså lande som egentlig bryder med ens begreber om god og dårlig fodbold, men som alligevel ikke entydigt er dårlige. Trickstergruppen er bred og differentieret, men rummer i hvert fald:

- Kroatien, Serbien og resten af Balkan. Kombinationen af løftede albuer, tacklinger i knæhøjde, bindegale trænere og sprød pasningsfodbold er på sin egen måde hinsides godt og ondt.

- Argentina: De skjulte nazister i massevis efter verdenskrigen, scorer mål med hånden og tackler i knæhøjde, men er på den anden side anti-tesen til Brasilien, modsat hvem de rent faktisk avler et  hav af pisseseje spillere.

- Bulgarien og Rumænien. Se Balkan-forklaring.

Derudover kan et hav af andre lande fra Afrika, Asien og Sydamerika smides i tricksterkategorien, idet en given slutrundeindsats kan være heroisk uden at det dog kan sikre landet plads blandt de gode. Dertil er deres moralske værdi simpelthen for tæt knyttet på vilkårligheder som øjeblikkelig træner, spillestil, dragt og spillertrup.

På den entydigt gode side findes naturligvis først og fremmest Danmark ud fra ren og skær fladpandet nationalisme. Derudover:

- Alle lande fra de britiske øer; England, Skotland, Wales, Nordirland, Irland. De fighter helt principielt altid af et godt og heroisk hjerte, de smider sig aldrig, bruger aldrig feje tricks og rejser sig altid efter en tackling med mindre deres ben er faldet af. De kan kun besejres ved brug af feje tricks, og burde principielt altid vinde alting. De er repræsentanter for en svunden og bedre tidsalder med respekt for ældre mennesker og lokalsamfundet. Nå ja, og hvis det ikke var for Churchill ville vi tale tysk i dag.

- Australien: Se de britiske øer.

-  De øvrige skandinaviske lande, Sverige og Norge. Nok er de vores rivaler, men retfærdige og gode folk kan alligevel anerkende et rent hjerte i en værdig konkurrent.

- Andre små vesteuropæiske lande som Belgien, Finland, Schweiz og Østrig er egentlig også gode, men de er samtidig også pissekedelige. I øvrigt var Hitler fra Østrig, hvilket gør, at de bør behandles med en hvis skepsis.

Irland vs. Frankrig

Og nu nærmer vi os pointen med det hele: Play-off kampene mellem de heroiske irere og de hovne, selvovervurderede franskmænd. Kampen mellem godt og ondt. Hvis ikke rollerne på forhånd var fordelt blev de hamret fast med syvtommerssøm da den lille uduelige Sepp Blatter pludselig indførte seedning til play-off kampene fordi Frankrig og Portugal pludselig havde problemer, og man skulle da sandelig ikke risikere at disse lande ikke kvalificerede sig.

Irerne kom dermed i det dårlige seedningslag og havde således 50 procents risiko for at trække en af disse forhåndsfavoritter. Og som sagt, naturligvis så gjort. Det hører nemlig med til at være de gode at man udsættes for helt urimelig megen ondskab. Man er jo nødt til at gå gruelig meget igennem for at understrege sin godhed. At tænke sig at irerne endda var gået ubesejret gennem en kvalifikationsgruppe med de forsvarende (onde) italienske verdensmestre.

I første kamp på et propfyldt Croke Park (det er 80.000 fulde, syngende irere!) spillede Irland lige op med franskmændende. De havde naturligvis ikke bolden så meget, men de kompenserede med stærk fight, en umenneskelig løbevillighed og en stærk defensiv anført af kæmpen Richard Dunne og indbegrebet af sympatisk i målet i form af en storspillende Shay Given. Dertil kunne føjes jættepræstationer af upåagtede Liam Lawrence der gav mange prøver på rigtig godt blik for spillet og tekniske færdigheder der matchede det bedste de franske stjerner kunne præstere. Og så har vi end ikke nævnt Kevin Doyle der løb solen sort, jagtede selv de mest håbløse bolde, og alligevel havde overskud til at kombinere fiffigt med medspillerne når der en sjælden gang blev etableret noget der mindede om et pres. På sidelinjen råbte og skreg universets omvendte Darth Vader – den onde der på sine gamle dage blev god – Giovanni Trappatoni. Men lige lidt hjalp det. Nicolas Anelka scorede kampens eneste mål på et fesent skud der pisseheldigt blev rettet af og snød Shay Given. Irland tabte sin første betydende kamp under Darth Trappatoni og opgaven lød nu på sejr over Frankrig i Paris. Et land som Irland ikke havde besejret  – endsige scoret mod – i 28 år.

Men nøj hvor spillede de godt, irerne. De satte sig på spillet, stressede de franske spillere, holdt kæderne formidabelt og efter en halv times spillede de sig smukt igennem det franske forsvar, og Robbie Keane kunne gøre det til 1-0. De medrejsende irske fans blev om muligt tydeligere i lydbilledet. I anden halveg fik franskmændene mere initiativ men skabte nærmest ingen chancer. Lassana Diarra spillede en af de dårligste kampe jeg nogensinde har set en spiller levere. Den voldsomt upopulære træner Domenech virkede handlingslammet. Igen var Dunne, Given og kompagni en stærk enhed i den irske defensiv. Sean St. Ledger blokerede kampen igennem et hav af langskud med kropsdele der var ubehagelig tæt på skridtet. Efter en times spil spillede – den igen fremragende – Liam Lawrence Damien Duff fuldstændig fri. Duff brændte og kampen fusede ud. Forlænget spilletid lurede, og irerne var fortjent tættere på sensationen end nogen havde troet på forhånd. De irske fans fyldte stadion med den urimelig smukke Fields of Athenry (som nogle måske kender i Liverpool-versionen Fields of Anfield Road).

Også i den forlængede spilletid mactchede Irland franskmændene, men kort inden første halvegs afslutning skulle den heroiske indsats vise sig nyttesløs. Thierry Henry modtog bolden ved baglinjen, lagde den med to berøringer med hånden tilrette for sin ene fod som lagde den ind i panden på den evigt usympatiske William Gallas som headede Frankrig på 1-1. De irske spillere protesterede nærmest inden bolden havde ramt netmaskerne, mens de franske snydepelse jublede over deres snydemål. Shay Givens vantro og rasende blik sagde alt hvad der skulle siges til den sag.

Den resterende tid forsøgte irerne forgæves at få scoret et afgørende mål, men kræfterne var sluppet op, og Govou burde have lukket kampen for Frankrig kort før tid. I de døende sekunder var selv Shay Given med fremme på en dødbold. Indlægget var rædselsfuldt, men symptomatisk for holdets indsats fik Richard Dunne med et nærmest overmenneskeligt hop ud over baglinjen sendt den tilbage i feltet, hvor den meget velspillende franske målmand plukkede den ned.

Snart efter sank de irske spillere desillusionerede sammen på Stade De Frances græs. Robbie Keane, Damien Duff og flere andre med tårer i øjne. Richard Dunne med ranket ryk og et stille smil på læben. Snart fik han selskab af Thierry Henry. Hvad de to snakkede om vides ikke. Men det faktum at Richard Dunne ikke flåede hovedet af franskmanden og drak hans blod, men i stedet udvekslede et kram med ham siger alt om at tabe med oprejst pande.

Og netop derfor var det måske meget godt at Frankrig vandt. Ellers havde Irland ganske vist fået en stor sejr, men et ufortjent nederlag skabt af snyderi er næsten endnu bedre for deres status som de gode. For på en måde er de onde stadig de sejeste. De skal vinde til sidst. Kynisme og effektivitet er uromantisk og usexet – men samtidig ondt på den fede måde. På samme måde som Tyskland altid skal nå langt i slutrunder. På samme måde som det var fedt at Bayern Munchen slog Getafe i overtiden i UEFA-Cup semifinalen, og det var sejt at Frankrig nåede langt ved sidste VM med et pølset og uinspireret hold.  Og på samme måde som Italien, Spanien, Frankrig, Holland og Brasilien altid skal kvalificere sig til alting. Kynisme og effektivitet er uromantisk og usexet, men det hører med til spillet. Sådan er det. At sensationer kan forekomme gør selvfølgelig fodbold smukt. Det holder drømme i live og giver stolthed i generationer. Jeg har det stadig som om Danmark er forsvarende Europamester. Men der er jo ingen der gider se VM-finaler med Sydkorea og Bolivia. Og de smertelige nederlag er lige så epokegørende for såvel store som små. Jeg hader stadig Bakero for frisparket på Schmeichel i 1994. Jeg kan stadig høre Flemming Toft og Preben Elkjærs appeller for frispark og de spanske fans’ jubel. På samme måde vil det irske folk fremover have det med Henry og de franske fans. Englænderne græder stadig over guds hånd 1986. Irerne griner nok ikke på samme måde af den længere. Hollænderne er stadig rasende over at Bernd Hölzenbein filmede i VM-finalen i 1974. På et West Ham forum jeg frekventerer har en af brugerne aliaset Sammy Lee was offside med reference med henvisning til en udslagsgivende episode i liga cup finalen i 1981, hvor Liverpools gnaverlignende angriber øjensynligt var offside.

Med andre ord er lidelsen, uretfærdigheden og nederlagene mindst lige så vigtig i fodboldens verden som sejrene. De giver karakter. Og når de onde vinder på uhæderlig vis bliver ens vedtagne kategorier om godt og ondt frem for alt bekræftet og bestyrket med indre ro og en følelse af overblik til følge. Derfor var det måske til det bedste at Henry tog hånden til hjælp. Det giver verden harmoni. Det er rart med ting der gør det i disse stressede postmoderne tider.

Som den suicidale Frank i filmen Little Miss Sunshine beskriver den franske forfatter Proust: “Yeah. French writer. Total loser. Never had a real job. Unrequited love affairs. Gay. Spent 20 years writing a book almost no one reads. But he’s also probably the greatest writer since Shakespeare. Anyway, he uh… he gets down to the end of his life, and he looks back and decides that all those years he suffered, Those were the best years of his life, ’cause they made him who he was. All those years he was happy? You know, total waste. Didn’t learn a thing.”

Og med den sindstilstand kan undertegnede næsten mønstre en snert af entusiame ved udsigten til en gyser af en fodboldkamp mellem West Ham og Hull City på lørdag. West Ham sejr = happy days. West Ham nederlag = karakterstyrkende lidelse.

10 ting jeg savner fra fodbold i 90′erne

I erkendelse af at verden er af lave, at West Ham har tabt tre kampe i træk og begynder at vise nedrykningsform, at ALTING var MEGET bedre i gamle dage, og at sæsonen ser ud til at blive en ørkenvandring følger 10 tilfældigt rangerede ting som i allerhøjeste grad mangler i fodbold i dag…

- Spillertype: Gale, flamboyante spilfordelere og ubestridte stjerner fra obskure østeuropæiske stater, som scorede fremragende langsskudsmål, fik uforholdsmæssigt mange kort, altid brokkede sig til dommere, med – og modspillere over ALT, og som konsekvent holdt op med at løbe når de først havde mistet bolden. Ingen nævnt, ingen glemt.

- Backkæde: Seaman/Winterburn/Bould/Adams/Dixon = betonforsvar med meget, meget, meget tunge nosser!

- Fodbeklædning: Sorte fodboldstøvler. Til at begynde med var det meget sjovt, når Mustapha Hadji eller Jay-Jay Okocha fik en gul, hvid eller rød støvle. Men det har fandeme aldrig været meningen at Martin Keown eller Søren Colding-typer skal spille i spraglede støvler. Det gør de i dag.

- Indkøbsstrategi: At FCK købte ALLE halvdårlige (eller halvgode for den sags skyld) danske spillere hjem, når de havde fejlet i udlandet: Thomas Rytter, Thomas Thorninger (!), Jacob Svinggaard, David Nielsen, Peter Nielsen, Niclas Jensen, Bjarne Goldbæk, find selv på flere…

- Spillerbeklædning: Hold med stribede trøjer i Premier League (eller 1. division):  Southampton, Sheffield Wednesday, Coventry, Sheffield United, Queens Park Rangers, Crystal Palace, Newcastle, Bradford osv. Det kan godt være de aldrig rigtig var i den bedste række samtidig, men sådan føles det fandeme i dag! Gudskelov vi stadig har Stoke, Sunderland og Blackburn!

- Kommentator-kliché: At det var langt mere socialt acceptabelt for kommentatorer at reducere deres forberedelse til landskamp med afrikansk deltagelse til en række tvivlsomme floskler grænsende til det racistiske om “manglende taktisk forståelse og struktur”, “vilde temperamenter” og “tvivlsomme fødselsattester”. Og ikke mindst at disse floskler ofte syntes fyldestgørende at beskrive det som udspillede sig på banen.

- TV-program: Tips fucking lørdag med Tommy fucking Troelsen og DONGGGGG.

- Kommentator-kliché v. 2: At belgisk fodbold stadig blev omtalt med en vis ærefrygt, selvom Anderlecht ret beset ikke havde været en storklub i årevis, og Enzo Scifo blev en gammel træt grissebasse. At Phillipe Albert så på sin helt egen måde berettigede såvel ære som frygt på hele landets vegne er en helt anden historie, som vi ikke vil komme ind på her…

- Mand der er større end livet: Atillo Lombardo!

- Spillertrup: Wimbledons crazy gang. Ethvert hold som byder sin nye rekordsigning (især når denne er stor og ond som John Hartson må siges at være) velkommen, ved at brænde dennes Armani-jakkesæt får lutter plusser i min bog…

Here we go again…

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det – efter en serie på ni kampe uden sejr – begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton – West Ham – 0-1

0-1: 89. Selvmål.