10 ting jeg savner fra fodbold i 90′erne

I erkendelse af at verden er af lave, at West Ham har tabt tre kampe i træk og begynder at vise nedrykningsform, at ALTING var MEGET bedre i gamle dage, og at sæsonen ser ud til at blive en ørkenvandring følger 10 tilfældigt rangerede ting som i allerhøjeste grad mangler i fodbold i dag…

- Spillertype: Gale, flamboyante spilfordelere og ubestridte stjerner fra obskure østeuropæiske stater, som scorede fremragende langsskudsmål, fik uforholdsmæssigt mange kort, altid brokkede sig til dommere, med – og modspillere over ALT, og som konsekvent holdt op med at løbe når de først havde mistet bolden. Ingen nævnt, ingen glemt.

- Backkæde: Seaman/Winterburn/Bould/Adams/Dixon = betonforsvar med meget, meget, meget tunge nosser!

- Fodbeklædning: Sorte fodboldstøvler. Til at begynde med var det meget sjovt, når Mustapha Hadji eller Jay-Jay Okocha fik en gul, hvid eller rød støvle. Men det har fandeme aldrig været meningen at Martin Keown eller Søren Colding-typer skal spille i spraglede støvler. Det gør de i dag.

- Indkøbsstrategi: At FCK købte ALLE halvdårlige (eller halvgode for den sags skyld) danske spillere hjem, når de havde fejlet i udlandet: Thomas Rytter, Thomas Thorninger (!), Jacob Svinggaard, David Nielsen, Peter Nielsen, Niclas Jensen, Bjarne Goldbæk, find selv på flere…

- Spillerbeklædning: Hold med stribede trøjer i Premier League (eller 1. division):  Southampton, Sheffield Wednesday, Coventry, Sheffield United, Queens Park Rangers, Crystal Palace, Newcastle, Bradford osv. Det kan godt være de aldrig rigtig var i den bedste række samtidig, men sådan føles det fandeme i dag! Gudskelov vi stadig har Stoke, Sunderland og Blackburn!

- Kommentator-kliché: At det var langt mere socialt acceptabelt for kommentatorer at reducere deres forberedelse til landskamp med afrikansk deltagelse til en række tvivlsomme floskler grænsende til det racistiske om “manglende taktisk forståelse og struktur”, “vilde temperamenter” og “tvivlsomme fødselsattester”. Og ikke mindst at disse floskler ofte syntes fyldestgørende at beskrive det som udspillede sig på banen.

- TV-program: Tips fucking lørdag med Tommy fucking Troelsen og DONGGGGG.

- Kommentator-kliché v. 2: At belgisk fodbold stadig blev omtalt med en vis ærefrygt, selvom Anderlecht ret beset ikke havde været en storklub i årevis, og Enzo Scifo blev en gammel træt grissebasse. At Phillipe Albert så på sin helt egen måde berettigede såvel ære som frygt på hele landets vegne er en helt anden historie, som vi ikke vil komme ind på her…

- Mand der er større end livet: Atillo Lombardo!

- Spillertrup: Wimbledons crazy gang. Ethvert hold som byder sin nye rekordsigning (især når denne er stor og ond som John Hartson må siges at være) velkommen, ved at brænde dennes Armani-jakkesæt får lutter plusser i min bog…

Here we go again…

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det – efter en serie på ni kampe uden sejr – begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton – West Ham – 0-1

0-1: 89. Selvmål.

And meanwhile back in the jungle…

De seneste uger her på bloggen har stået i Premier League-gennemgangens tegn. Det har været ganske muntert, og det har været interessant for eders ydmyge skribent at fordybe sig lidt i de såvel de store stjernefunklende, som i de mere støvede dele af ligaen.

Nu skal vi imidlertidig have svesken på disken, som man vist siger i de mere kulørte dele af  underholdningsindustrien; ja – vi skal naturligvis igen tale om West Ham United Football Club anno 1895.

Et løjerligt vindue

Siden sidst er der sket mangt og meget på the Boleyn Ground, og man ved snart ikke hvor man skal begynde. Transfervinduet er smækket, og som så ofte før står man tilbage med en lidt flad fornemmelse. Det er selvfølgelig aldeles fremragende at manden som brækkede kæben i sæsonpremieren og ønskede at spille videre, Herita “Klunker så tunge som IC3-tog” Ilunga, er blevet tilknyttet på en fast kontrakt. Ligeledes virker det spændende at låne Luis Jimenez i Inter, ligesom indkøbet af talenterne Daprela og Kurucz er fint i tråd med klubbens visioner.

At stortalentet Savio som blev hentet i januar med store ord, fanfarer og megahype allerede er sendt retur til Italien er mindre fremragende. Ikke mindst fordi man sidder med et indtryk af at tysk-uganderen meget vel kan finde på at gå hen at blive en modbydeligt god spiller for Fiorentina, og så står man jo der og ligner en idiot til den tid. Til gengæld fik vi Manuel Da Costa i bytte. Han skulle eftersigende have været et meget stort forsvarstalent engang. Om det så er godt eller skidt må vi lade komme an på en prøve. Forhåbentlig kan Zola sparke liv i hans karriere igen. Radoslav ‘Ladies man’ Kocav er også blevet tilknyttet på en permanent kontrakt, hvilket virker en lille smule underligt, idet førsteprioriteten i dette vindue burde være at styrke angrebet betragteligt – hvilket den vel også ganske eksplicit var. I stedet hentede man altså en – indrømmet – udemærket, men temmelig gammel, tjekkisk, defensiv midtbanespiller. West Hams ledelse holder aldrig op med at forbløffe. I de mindste hylder de kvindelig fans beslutningen…

Angrebet blev til gengæld ikke overrendt af nyindkøb. Trods massive rygter om en mængde interessante spilleres snarlige ankomst – blandt andet Luca Toni, Eidur Gudjonson, Marouane Chamakh, Benjani osv – er Carlton Cole er stadig den eneste rigtige striker i truppen. Nu går der rygter om at den 33-årige mexicanske angriber Gulliermo Franco skulle være så godt som tilknyttet på en fri transfer. En investering ala sidste sæsons temmelig kiksede paniksigning af Diego Tristan. Tristan endte dog med i sidste ende at redde en række point til klubben. Hvis Franco kan gøre det samme er alle nogenlunde tilfredse, omend jeg ikke personligt holder vejret i spænding…

Sikkert er det til gengæld at  klubben hentede Alessandro Diamanti i Livorno. Han lavede 18 kasser for italierne og hjalp dem til oprykning i sidste sæson. Han lader ligeledes til at være en teknisk rigtig god spiller, omend mere en hængende angriber end en egentlig target man. Til gengæld lader han også til at have en personlighed der giver mindelser om vores sidste kugleskøre italiener, Paolo Di Canio (Di Michele var ikke engang rigtig skør – han var bare dårlig). Hvis Diamanti kan give halvt så mange gode øjeblikke som Di Canio er han garanteret kultstatus. Hvis han så samtidig kan nøjes med at give halvt så mange dårlige, så nærmer han sig allerede legendestatus. I sin debut i weekenden kom han ind fra bænken, og havde blandt andet et frækt og veludført skudforsøg fra en meget spids vinkel langt fra mål, som ramte stolpen. Næste gang bliver det forhåbentlig en kasse, og så er Diamanti igang. Eller også bliver han den nye Marco Boogers (som i midt90′erne blev købt ret dyrt i hollandsk fodbold som den store angrebsstjerne. Han blev udvist i sin anden indskiftning for klubben kort efter han var kommet på banen på Old Trafford  og tog dernæst hjem til en tiltrængt omgang psykologhjælp i Holland). Det er det fascinerende, spændende og dybt, dybt forbandede ved denne type indkøb; man har ingen anelse, om man har købt Flemming Poulsen eller Flemming Krøl. Interessant bliver det i hvert fald…På transferdeadlinedag solgte klubben så den populære og kompetente centerforsvarer James Collins til Aston Villa for £ 5 millioner. Penge som logisk set skulle have været øremærket købet af den angriber som aldrig kom…

En fuld islænding i en slikbutik…

Klubbens manglende evne til at hente det vigtige supplement til angrebsstyrken blev delvist forklaret allerede da Diamanti blev købt. Finansiering af italieneren var sket gennem en række fremskudte udbetalinger af sponsorpenge, og denne lidt aparte praksis blev yderligere logisk, da klubben langt om længe offentliggjorde sit regnskab for sidste kalenderår; £ 37 millioner løde underskuddet på, og så tror da pokker at der ikke er råd til spillere.

Det astronomiske underskud bliver endnu mere tragisk af at spillere som Anton Ferdinand, George Mccartney, Matthew Etherington, John Pantsil, Bobby Zamora, Craig Bellamy og senest Savio og Collins er blevet solgt umiddelbart uden at særlig mange af pengene fra disse handler er blevet investeret i spillertruppen. Ligeledes er Freddie Ljunberg blevet købt ud af sin kontrakt, ligesom holdets anfører Lucas Neill samt op mod ti andre spillere forlod klubben på fri transfer i sommers. Størstedelen af disse penge lader til at være forsvundet i gældens dybe hul, som John Mogensen vist sang om engang inden verden gik af lave. Jeg føler mig i øvrigt overbevist om at Mogensen må have været hammer, men det skal vi ikke snakke om nu…

Hvis man skal forsøge at se hele miseren fra en positiv vinkel, så fortalte CEO Scott Duxbury allerede under sin charmeoffensiv tidligere på sommeren at regnskaberne ville være en katastrofe. De islandske ejeres voldsomme investeringer i klubben for lånte penge og efterfølgende konkurs har haft West Ham på kanten af administration det seneste års tid, og at holdet har overlevet denne trussel, og oven i købet spillet fin fodbold og holdt fast på en stamme af kvalitetsspillere er posititvt. Oven i købet hævdede Duxbury, at økonomien nu er under kontrol, og at klubben løber rundt økonomisk.  Men nu er der snart heller ikke flere spillere at sælge af, og truppen ser tynd ud på flere pladser. Januartransfervinduet imødses med spænding herfra. Til den tid er Matthew Upsons kontrakt halvandet år lang, og der er intet der tyder på at West Ham i sin nuværende økonomiske situation kan lokke landsholdsspilleren til at forlænge. Man frygter i sit stille sind at Da Costa er hentet ind som supplement til Tomkins og Gabbidon, og at centerforsvarsmulighedern til februar udgøres af disse spillere. Og at klubben med andre ord vil vedblive at sælge sine bedste spillere og forsøge at erstatte dem med mere eller mindre obskure udenlandske lejesvende og egne talenter som siden sælges når de endelig bliver stabile og gode.

Ikke også du, Calum…

En anden spiller som klubben helt sikkert har forsøgt at sælge er centerforsvareren Calum Davenport. Han blev signet da de lånte, islandske penge sad løst, og er siden faldet i unåde hos Zola. Altså ville det frigøre en pæn pose penge at komme af med Davenport, som egentlig har spillet udemærket når han har fået chancen. Når han er i form er undertegnede overbevist om, at han ville kunne styrke de fleste hold i den nederste halvdel af tabellen. Sådan skulle det imidlertid ikke blive. Davenport formåede nemlig at blive hovedperson i et af de seneste kapitler i den endeløse sæbeopera af absurde hændelser som har præget West Ham de seneste 4-5 år. Tidligt om morgen d. 22 august blev han således knivstukket i begge ben foran sit hjem, i en episode hvor også hans mor blev stukket ned. Davenport var stærkt medtaget, mistede halvdelen af sit blod, og i starten snakkede man seriøst om at han måske ville miste sine ben. Selvom han siden har kommet sig meget, vides det endnu ikke om han nogensinde kommer til at spille fodbold igen. Gerningsmanden var ingen ringere end Calums søsters kæreste, som åbenbart har seriøse problemer med sit temperament. Søsteren skulle i øvrigt have holdt åbenlyst med kæresten til de første retsmøder i sagen. Fine familieforhold må man sige…

I sine boldgade har der desuden gået rygter om at Dean Ashtons fodboldkarriere skulle lakke mod enden. Blot 26-årige Ashton er gået fra skade til skade de senere år. Dog har han indimellem nået at spille nok sammenhængende kampe til også at få nye forbedrede langtidskontrakter, og følgelig blive en tung post på lønbudgettet. Nu spekuleres der altså i at karrieren helt er slut for West Hams nummer 9, som i sommers ellers var tæt på et skifte til Stoke. Til gengæld er Nigel Quashie stærkt tilbage på reserveholdet, hvor han også hæver islændinge-løn uden nogensinde at nærme sig startopstillingen. Forhåbentlig et championshiphold på et tidspunkt kan gøre en ende på hans lidelser.

Sæsonstart fra bunden af tønden…

Kedeligt er det aldrig i West Ham. Det skulle da lige være på banen, hvor de seneste tre ligakampe har budt på massive skuffelser. Først et nederlag til Sp*rs, som ellers var godt og grundigt på hælene efter Carlton Cole havde lavet et vanvittigt godt mål lige efter pausen. Umiddelbart efter valgte selvsamme Cole imidlertid at lave en af de dårligste afleveringer jeg nogensinde har set, og fuldstændig upresset omkring midtbanen, spille Jermain Defoe fuldstændig fri i West Hams straffesparksfelt. 1-1. Sp*rs overtog momentum og vandt 2-1 på et mål, hvor Jonathan Spector med al ønskelig tydelighed viste at der mangler backup på venstrebacken når Ilunga ikke er med.

Siden fulgte en røvsyg 0-0 mod Blackburn som ellers havde fået en rædsom sæsonstart, og i sidste weekend et skuffende 1-0 nederlag til Wigan i en kamp hvor West Ham havde chancerne til at få mindst et point. Skuffende. Ikke mindst at spillet har haltet seriøst efter en alt i alt god indsats mod Sp*rs.
Og så snakker vi slet ikke om carling cup kampen mod Millwall, som endte i tilskueruroligheder og pitch invasions som fik den rødmossede del af den engelske presse helt op i det Thatcherske felt af raseri over fodboldbøllernes adfærd. Helten som desværre helt blev glemt i den sammenhæng var unge Jack Collison, som hørte på smædesange om sin netop afdøde far i 120 minutter fra udebanefansene blot to døgn efter faderens død i en motorcykel, inden han grædende og til udbredt hyldest fra sine egne fans forlod banen med Steve Clarkes alfaderlige arm om skulderen efter kampen var vundet i forlænget spilletid. Simpelthen stærkt.

Af andre positive historier kan det nævnes at de sidste års store flop, Julien Faubert er blevet en habil højreback, som blev kåret til månedens spiller i august i klubben. Ligeledes er det positivt at Green har bemægtiget sig målet på landsholdet (i hvert fald i James’ fravær), og at såvel Upson og Cole lader til at være faste dele af Capellos trup.
På lørdag venter  en hjemmekamp mod Liverpool. Et hold vi st0rt set aldrig slår, og som allerede har kniven på struben i kampen om point i toppen. Med et nederlag der begynder vi allerede at nærme os nedrykningsform og generel depression. Efteråret kommer måske tidligt i år, men skide værd med det og come on you irons!

Premier League 2009-10: Nr. 1: Chelsea FC

Nummer 1: Chelsea FC

Stiftet: 1905

Stadion: Stamford Bridge (Kapacitet: 42.055)

Kælenavn: Blues, Pensioners

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 2/2/3

Første fem kampe: 15/8 Hull (H), 18/8 Sunderland (U), 22/8 Fulham (U), 29/8 Burnley (H), 12/9 Stoke (U)

Manager: Carlo Ancelotti (Siden juni 2009)

Efter Big Phil Scolaris rædselsregime og Guus Hiddinks heroiske genrejsning af Chelsea i sidste sæson fortsætter Roman Abramovich sin heftige shoppingtur blandt alverdens største trænernavne. Italienske Ancelotti er således blevet lokket til efter en lang og mestendels succesfuld årrække i italiensk fodbold. Her har Ancelotti nået at stå i spidsen for såvel Parma som Juventus og Milan gennem de sidste 13 år, og mange vil særligt huske ham for de sidste 8 år i Milan, hvor det ganske vist kun blev til et enkelt mesterskab. Til gengæld blev det til to eksemplarer af det trofæ som Chelsea tørster mest efter – pokalen med flyveørene: Champions League-trofæet.

I Milan var Ancelottis varemærke desuden at formå at få hold bestående af aldrende spillere til at fungere som et godt og stabilt godstog, som måske ikke altid var prangende på afstand, men som til gengæld ydede det nødvendige. I Chelsea får italieneren en utrolig stærk trup, som oven i købet er lidt yngre – og antageligvis noget mere sulten.

Truppen generelt: Skræmmende

På kassen har Petr Cech tilhørt den absolutte verdenselite på målmandspladsen de seneste år. I sidste sæson vaklede den store tjekke dog helt usædvanligt, og leverede en række tvivlsomme præstationer. Det rokker dog ikke ved indtrykket af at Chelsea har en absolut topkeeper som sidste skanse. Backupen Hilario har imidlertid ikke vist nogen udpræget grund til hverken at råbe hurra eller æv-bæv, når han har fået chancen. På henholdsvis venstre - og højreback er Ashley Cole og José Bosingwa i verdensklasse, alt imens anfører John Terry og Ricardo Carvalho er en meget stærk stopperduo.  Alex, Branko Ivanovic, Juliano Beletti og Paulo Ferreira er alle aldeles glimrende breddespillere, som desuden er ganske alsidige.

På midtbanen er alsidighed ligeledes et nøgleord, og mange spillere kan bytte plads på kryds og tværs alt efter omstændighederne. Kraftværket Michael Essien en fremragende fodboldspiller, mens viceanfører Frank Lampard aldrig stopper med at løbe og desuden har en næsten paranormal evne til at lave mange mål fra sin plads på den offensive centrale midtbane. En lignende rolle vil portugisiske Deco vældig gerne indtage, uden dog for alvor at slå igennem i sin debutsæson. Chelseas ofte kompakte midtbane kan desuden bestå af Michael Ballack og he-manfiguren John Obi Mikel. Dette bevirker ofte den luksus at enten Ballack eller Essien får en rolle på højrekanten, hvor også Salomon Kalou kan benyttes. På den modsatte kant har Florent Malouda været et fast indslag i sidste sæson, uden på noget tidspunkt at imponere undertegnede. Kloge hoveder hævder dog han er fremragende, så det tror vi delvist på. Nu er Joe Cole imidlertid så småt på vej tilbage efter en særdeles slem knæskadde, og den lille engelske troldmand kommer givetvis til at spille en rolle inden sæsonen er omme.

Helt på toppen råder klubben over to stærke og meget målfarlige herrer i form af Nicolas Anelka og Didier Drogba. Begge spillere er utrolig træfsikre foran mål, og særligt Drogba kan reducere de fleste forsvar til randen af tårer med sine begavede løb og overmenneskelige fysik (så glemmer vi for en gangs skyld hans utrolige fysiske svaghed når først han tackles i feltet). Salomon Kalou kan tilbyde et mere listigt alternativ, hvis Ancelotti får lyst til at forsøge sig med stor-stærk/lille-hurtig kombinationen.

Væsentlige transfere: Stille og roligt

Udover at benytte sommerne til at udlåne, hvad der minder om et helt ungdomshold – mest nævneværdigt forsvaren Michael Mancienne til Wolves, angriberen Franco Di Santo til Blackburn og offensivtalentet Scott Sinclair til Wigan – har Chelsea endelig fået skilt sig af med kæmpefloppet Andriy Shevchenko, som er taget hjem til Dynamo Kiev på en fri transfer. Det er de sikkert glade for i både London og den ukrainske hovedstad. En anden eksotisk angriber som aldrig slog igennem i Chelsea, Claudio Pizarro, er ligeledes smuttet fra the blues. Peruvianeren er taget tilbage til Bundesligaen, hvor han fremover skal spille for Werder Bremen.

Der har været rimelig stille ved indgangsdøren til Stamford Bridge. Chelsea største indkøb denne sommer – og måske et af de bedste indkøb overhovedet i dette vindue – kom i form af venstrekanten(/backen) Yuri Zhirkov som kommer til fra CSKA Moskva. Zhirkov var en del af det russiske landshold som imponerede røven ud af bukserne på alt og alle ved EM 2008, og kommer med både fart, teknik og fremragende blik for spillet til at kunne blive et kæmpehit i engelsk fodbold. At han så oven i købet har en snert af lighed med Christian Dailly bør blot fremme en hurtig og succesfuld integration. Yderligere er to unge talenter Boro-keeperen Ross Turnbull og Man City angriberen Daniel Sturridge blevet tilknyttet efter kontraktudløb i deres tidligere klubber. Særligt sidstnævnte er en spændende breddespiller pt, og potentielt en fremtidig stjerne.

Forventninger: Nu tromler Chelsea-toget…

Chelseas trup er skræmmende. Holdet råder over klassespillere til alle pladser, og ofte mere end en. Ydermere rammer en række af holdets profiler deres formodede allerbedste år i disse sæsoner, og motivationen har næppe været større for at vinde alt hvad de kommer i nærheden af efter et par lige-ved-og-næsten-sæsoner. Ancelotti er en begavet, forsigtig og kompetent træner som meget vel kan bibringe noget stabilitet og ro til det cirkus som ofte har omgærdet holdets omklædningsrum de senere år.

Derudover har holdet den fordel i forhold til sine umiddelbare konkurrenter, at man ikke har skiftet særlig meget ud i truppen, og derfor kan lade den samme maskine som sluttede sidste sæson rigtig stærkt tromle videre i denne. Hvis man dertil ligger at den særlige os-mod-verden attitude som bliver stærkere og stærkere på Stamford Bridge jo mere modgang holdet møder – ja så fremstår Chelsea godt gammeldags frygtindgydende. “Fucking-disgrace”-gate og den nylige transferban har kun skabt endnu mere sammenbidte miner hos Chelseas bundrutinerede verdensstjerner, og hvis spillere som Terry, Cole, Essien, Lampard og Drogba bliver endnu mere trodsige i deres vindermentalitet, er det næsten uhyggeligt.

Derfor vinder de Premier League 2009-2010. Med mindre egoerne eksploderer, Ancelloti fejler totalt i engelsk fodbold, knalder Abramovichs kone i frustration og russeren i stedet indsætter sin hemmelig kammersjuk Ole Mørch på trænersædet. Det er heldigvis aldrig kedeligt i vestlondon…

Tip: Forventet placering: Nummer 1 Supersæson: Nummer 1.

Epilog:

Dermed slutter den syge og muntre gennemgang af Premier League holdene. Det trak tænder ud – og trak i det hele taget bare ud. Nu kan mine fikse ideer og forudsigelser så bide mig i røven resten af sæsonen. Buddet på sluttabellen ser jo allerede ud til at være helt i skoven, og jeg er ved at formulere flere hundrede dårlige undskyldninger. Tottenhams købe af Kranjcar gør dem endnu stærkere, Portsmouth al for sene take-over ser ud til at blive dyr, Burnley har allerede gjort det bedre end antaget, og Arsenal tog vel røven på de fleste i første spillerunde. Anyways. Jeg håber i har hygget jer med det. Jeg kan se der er tusindevis af folk der har kigget ind, og jeg har da endnu ikke modtaget dødstrusler, så det tolker jeg som en munter succes…

Nu skal bloggen tilbage på sporet med selvmedlidende vrøvl fra the wonderfull world of West Ham, hvor der er sket mere de sidste tre uger end der sker på fem sæsoner af Glamour. Det er nemlig heller aldrig kedeligt i østlondon. Først skal skribenten dog på en tiltrængt restitutionstur ud i efterårslandet. Watch this space osv.

Premier League 2009-10: Nr. 2: Liverpool FC

Nummer 2: Liverpool FC: There’s always next season…

Stiftet: 1892

Stadion: Anfield Road (Kapacitet: 45.362)

Kælenavn: Reds

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 3/4/2

Første fem kampe: 15/8 Tottenham (U), 19/8 Stoke (H), 22/8 Aston Villa (H), 29/8 Bolton (U), 12/8 Burnley (H)

Manager: Rafael Benitez (siden juni 2004)

Det er efterhånden fem år siden at den spanske træner gennemførte the rafalution på Merseyside. I Benitez’ første sæson på Anfield Road blev det til et Champions League trofæ, og pludselig lugtede man tiltrængte nye tider i storklubben. Den ultimative succes er imidlertid udeblevet, og denne sæson markerer tyve-året for Liverpools sidste engelske mesterskab. At ærkerivalerne fra Manchester United så i denne periode har indhentet og udlignet Liverpools placering på toppen af mesterskabsrekordlisten gør ikke panderynkerne mindre blandt de højt besugne fans på the Kop.

Benitez havde i sine første år i klubben ofte svært ved både at spille med i ligaen og i diverse cup-turneringer, og Liverpool sæson i mesterskabskampen sluttede ofte skuffende tidligt, alt imens holdet nærmest har været fast bestanddel i de afsluttende runder af Champions League under spanieren. At holdet i samme periode også har været udsat for et turbulent ejerskifte til de amerikanske rigmænd Hicks og Gillette har ikke gjort det lettere for Benitez at få sammensat et hold med den nødvendige slagkraft til for alvor at slås om mesterskabet. Spanieren har flere gange været i mere eller mindre åben krig med ejerne om transferbudgetter og spillersalg, og flere gange har der været rygter om at andre trænere skulle være kørt i stilling til jobbet i Liverpool. Benitez er der dog endnu, og i sidste sæson så holdet ud til at være tættere på mesterskabsudfordringen end meget længe, og holdet sluttede på en andenplads. Den bedste ligaplacering under Benitez.

Truppen generelt: Stærkt, men med væsentlige mangler

På kassen står spanieren Pepe Reina, og det gør han sikkert og glimrende. Vikaren hedder Diego Cavalieri, og har kun optrådt fire gange på førsteholdet.

I forsvaret er Emiliano Insua og Fabio Aurelio to gode alternativer til venstrebacken, og særligt førstnævnte kan spille sig op i den absolutte elite på pladsen. Her prøver også middelmådigheden Andrea Dossena at gøre sig gældende. I centerforsvaret er den næsten legendariske (kun et skifte til Manchester United over Everton kan vel ændre på dette?) Jamie Carragher vanvittig populær, ganske kompetent og desuden velsignet med en konstant straffesparkfri zone omkring sig. I mine øjne er Martin Skrtel og Daniel Agger dog begge mere kvalificerede til pladsen i det lange løb. Sidstnævnte skal dog først overvinde sine obligatoriske 28 skader per sæson. På den anden back råder Liverpool blandt andet over schweizeren Phillip Degen som fik sit første år i klubben totalt smadret af skader.

Venstre midt besættes af spanske Albert Riera som alt i alt fik en rigtig god debutsæson i engelsk fodbold. Det skal blive spændende om at han i denne sæson kan hæve sit spil yderligere. På den anden kant er Premier Leagues måske allergrimmeste spiller Dirk Kuijt altid garant for en 100 % arbejdsindsats, og selvom hollænderen ikke har lavet så mange mål i Liverpool, som man måske havde håbet da man hentede ham, så er han en vigtig og undervurderet del af Liverpools hold. Kanterne kan alternativt besættes med den generelt skuffende Ryan Babel og den stærkt spillende Yossi Benayoun som fik sit Liverpool-gennembrud sidste år.

På den centrale midtbane behøver Steven Gerrard ingen videre introduktion. Manden er Mr Liverpool. Han kan det meste med en fodbold, giver aldrig op, og er vanvittig vigtig for holdet. Til at tage sig af det mere beskidte arbejde på midtbanen (ikke at Gerrard selv er nogen kostforagter i den henseende) råder Benitez over en af de bedste i verden til netop den opgave: Javier Mascerano. Også den vanvittigt upopulære Lucas Leiva kan bruges her.

Helt fremme er Fernando Torres stjernen, og den sikre starter. Det er også altsammen meget godt, idet der ikke findes mange angribere i verden på hans niveau. Hverken den returnerede lejesvend Andriy Voronin eller det formodede stortalent David N’gog har vist noget der berettiger at Torres skal føle sig utryg ved konkurrencen.

Væsentlige transfere: Et skridt frem og to tilbage

Netop nævnte Andriy Voronin er vendt tilbage efter et særdeles succesfuldt ophold på lån i Hertha Berlin. Den tidligere fiasko i Liverpool hænger dog stadig i en tåge over ukraineren. Ind er ligeledes kommet højrebacken Glen Johnson fra Portsmouth. Den engelske landsholdsspiller anslås at koste omkring 18 millioner pund, og kommer til at bidrage med rigtig meget i offensiven for Liverpool, men måske for lidt i defensiven. Ud er til gengæld røget det normale førstevalg på højrebackpladsen i form af Alvaro Arbeola som er taget tilbage til Real Madrid der i sin tid fandt ham for let efter at have givet ham sin fodboldopdragelse. Med sig har Arbeola taget en af de seneste års bedste og vigtigste spillere på Liverpools hold; midtbanestyrmanden Xabi Alonso. Sidstnævnte menes at have indbragt i omegnen af £ 30 millioner, mens førstnævnte nok har kostet kongeklubben cirka en tiendedel. Som direkte afløser for Alonso har Benitez været et smut i Italien og hentet Roma-spilleren Alberto Aquilani for cirka £ 20 millioner.

Ind er også kommet den græske forsvarsspiller Sotirios Kyrgiakos der mest af alt skal agere backup efter at veteranen Sami Hyppiaa besluttede sig for at afslutte karrieren hos Bayer Leverkusen i Tyskland. Ud af bagdøren er også smuttet Jermaine Pennant som fortsætter karrieren i Real Zaragoza

Forventninger: Close but no cigar…

Da Liverpool solgte Xabi Alonso til Real Madrid var der mange som mente at de lige havde sendt det engelske mesterskab med fly sydpå for ussel mammon. Dette udsagn er selvfølgelig problematisk. Liverpool havde under alle omstændigheder fået kam til deres hår, men faktum er at Alonso bliver svær at erstatte. Hans evne til at holde på bolden, altid finde en medspiller når han er presset og altid være spilbar har reddet mangt en storm af for Liverpool, og bevaret mangt et pres mod hidsigt kæmpende modstandere. Aquilani kan meget vel blive en stor succes på Anfield Road. Guderne må vide han har de nødvendige kvaliteter, men om han udfylde Alonsos rolle hurtigt og effektivt nok til at det ikke kommer til at koste en del point i sidste ende er usikkert. Først og fremmest skal han i det hele taget være kampklar.

Derudover råder Liverpool over et generelt set utrolig stærkt hold. Der kan stadig stilles spørgsmåltegn om bredden på enkelte pladser; navnlig helt fremme, hvor ingen af de spillere som pt er i truppen har vist klassen til at kunne erstatte en skadet eller karantæneramt Torres. Retfærdigvis vil meget få spillere kunne gøre dette, men Liverpools alternativer er fra langt fra Torres’ niveau. Ryan Babel har på mange måder højden og drøjden, men har til gengæld ikke overbevist når han har fået chancen. Alt i mens viste Voronin at han kan lave mål på samlebånd i Bundesligaen i sidste sæson, men det er langt fra sikkert at han kan gentage bedriften i England.

Hvis Liverpool imidlertid undgår skader til stamspillere, og får mulighed for at trække på den samme centrale akse gennem hele sæsonen kan de spille med mod de bedste. Salget af Alonso og den manglende backup for Torres udskyder dog det forløsende 19. mesterskab med endnu et år.

Tip: Forventet placering: Nummer 2 Supersæson: Nummer 1.

Premier League 2009-10: Nr. 3: Manchester United

Nummer 3: Manchester United FC: Alting har en ende…

Stiftet: 1878 (som Newton Heath L&YR FC)

Stadion: Old Trafford (Kapacitet: 76.212)

Kælenavn: Red Devils

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 1/1/1

Første fem kampe: 15/8 Birmingham (H), 18/8 Burnley (U), 22/8 Wigan (U), 29/8 Arsenal (H), 12/9 Tottenham

Manager: Alex Ferguson (siden november 1986)

Den tyggegummignaskende, gasblå skotte på trænerbænken hos de seneste tyve års suverænt mest succesfulde engelske hold behøver nok ikke nogen nærmere indtroduktion. De seneste mere end tyve år har Ferguson således personificeret det projekt som har gjort Manchester United til verdens (måske) største fodboldklub, særligt siden starten på Premier League-formatet og den deraf følgende økonomiske eksplosion og enorme udbredelse af engelsk fodbold som “brand”. De røde djævle vandt således det allerførste Premier League trofæ i 1992-93. Dette var også Fergusons første mesterskab med klubben. Siden er det blevet til 11 (motherfucking el-le-ve!!) yderligere til Sir Alex og company. Skotten har vist en imponerende evne til at opbygge gode fodboldhold, købe og sælge spillere på det rigtige tidspunkt og til at tøjle primadonnaer.

Alt i alt må de fleste bøje sig i støvet for den længst sidende manager i engelsk topfodbold. Det er bare de færreste der rigtig orker, fordi manden så ofte opfører sig som et stort barn. Ikke desto mindre er Sir Alex en af de største nogensinde, men det føles nu som om, at han var meget sjovere, da han havde Mourinho at skændes med.

Truppen generelt: Stærk men svækket

I målet tager veteranen Edwin Van Der Saer endnu en tur i manegen i år, men er ude de første par måneder med en skade. I hans fravær får efterhånden 26-årige Ben Foster endelig chancen på Old Trafford. I centerforsvaret har Manchester United et af verdens bedste stopperpar i Rio Ferdinand og Nemanja Vidic. Førstnævnte er dog ofte plaget af skader, og i hans fravær bliver forsvaret mere til at tale med, når John O’shea, Wes Brown eller Johnny Evans vikarierer. Dog har sidstnævnte vist enormt potentiale, mens begge de førstnævnte er habile firmaets mænd. Også venstrebacken besættes med verdensklasse i form af franskmanden Patrice Evra, som bidrager kollosalt både fremme og tilbage på banen, og lever godt op til den meget omtalte moderne backs rolle. Den anden back kan stadig besættes af den noget mindre moderne Gary Neville, men er i senere år i høj grad blevet delt af det nye milleniums Henning Berg aka Wes Brown (hvad angår evnen til at score i eget net) og unge brasillianske Rafael. Sidstnævnte lader til at kunne blive en af morgendagens stjerner. Hans tvillingebror Fabio bejler i øvrigt til Evras venstreback. Det samme gør altmuligmanden O’shea – mens også Johnny Evans kan bruges der. Fleksibilitet er i det hele taget et nøgleord for mange spillere på Uniteds hold.

På midtbanen råder Ferguson over et varieret spektrum af spillere. Owen Hargreaves har næsten ikke været skadesfri siden sit marathonskifte fra Bayern München i 2007. Til gengæld har den egenavlede Darren Fletcher med årene skabt sin en overraskende bærende rolle på holdet, hvor han løber de uendelig mange kedelig men vigtige kilometer på midtbanen – eller som højrekant – alt imens han også er en glimrende pasningsspiller. Anderson er et kraftværk som kan skubbe, mase, løbe, drible, aflevere og tackle sig igennem både skærsilden og helvede. Den blot 21-årige brassilianer har til gengæld stadig ikke formået at score et mål for Manchester United i sine to første år i klubben, men når det kører for ham bidrager han med uendelig meget andet. Michael Carrick er en uhyggelig pasningsstærk, og kan bidrage med et spektakulært mål et par gange om året, men mangler ofte gennemslagskraft i de helt store kampe. Veteranerne Paul Scholes og Ryan Giggs synger efterhånden på sidste vers, men kan stadig begge bidrage med masser af ro, rutine og sikre pasninger.

Højrekanten Ji-Sung Park er ekstremt hårdt arbejdende og ikke ueffen med bolden, men når alt kommer til alt ikke nogen superstjerne. Portugisiske Nani helst vil bruges på den anden kant, men er meget fleksibel. Han er dog endnu ikke – trods gode kampe og momenter - rigtig slået igennem siden sit dyre skifte fra Sporting Lisabon. I år får han helt sikkert flere chancer end tidligere.

Helt fremme er Wayne Rooney en brilliant spiller, hvis eneste svaghed umiddelbart er, at han burde lave endnu flere mål – særligt når han spiller på så stærkt et hold som tilfældet er. Store Dmitar Berbatov blev ofte kritiseret i sin debutsæson, men viste ikke desto mindre i glimt hvorfor Ferguson fandt den store tegnedreng frem for at hente ham fra Tottenham. Ofte kan den Dracula/Simon Kwamm-lignende bulgarer virke uinteresseret og lad, men under alle omstændigheder er Berbatov en utrolig intelligent spiller, som kan afgøre fodboldkampe på splitsekunder. Desuden råder holdet over talenterne Danny Wellbeck, samt Frederico Machedo, som var et stort samtaleemne mod slutningen af sidste sæson, da han scorede et par spektakulære mål i sine indhop.

Væsentlige transfere: Operation umulig: Erstat Ronaldo

De seneste års helt store transfersaga fik endelig gjort en ende på sine lidelser da portugiseren Christiano Ronaldo skiftede til Real Madrid. Den portugisiske offensivspiller, som i sin tid i Manchester United har udviklet sig fra stortalent til en af verdens bedste spillere – hvis ikke den allerbedste. Derfor har Ronaldo også været stjernen på de seneste års enormt succesfulde hold på Old Trafford, og hans evner behøver næppe nærmere introduktion. De seneste tre år bidrog Ronaldo således henholdsvis med først 17, og siden 32 (!!) og 18 mål for de røde djævle. Og det var udelukkende i ligakampe. Man United fik intet mindre end 80 millioner pund for portugiseren.

Også det omvandrende, argentinske arbejdsraseri Carlos Tevez er fortid på Old Trafford. Tevez som har været ejet af et konsortium af rigmænd og udlejet til Manchester United de seneste to år er i stedet skiftet til naboerne fra City. United var for længe om for alvor at vise interesse for at tilknytte Tevez fast, og til sidst følte spilleren sig ikke værdsat. Citys bugnende pengepung har nok heller ikke gjort det lettere at få Tevez til at blive. Mange United-fans har ønsket at nedtone betydningen af Tevez’ afgang ved at henvise til at han ofte havde status af indskifter når man stillede med stærkeste hold. Ikke desto mindre opnåede Tevez over 60 kampe på sine to år i klubben, og selvom en del af disse kom fra bænken, så er det mildest talt svært at finde en mere kompetent breddespiller, ligesom han sikkert kunne have fået større betydning og mere spilletid post-Ronaldo.

Salget af talentet Fraizer Campbell til Sunderland fuldender Fergusons oprydning i sine offensivspillere.

Ind er til gengæld kommet Equadorianeren Antonio Valencia fra Wigan. Valencia har imponeret for Wigan de sidste par år, og kan sagtens blive et hit i United. Han er hurtig, teknisk god og slår nogle fremragende indlæg. Han skal ikke som sådan ses som en afløser for Ronaldo, men giver United en ekstra streng at spille på offensivt. Ind er også kommet Gabriel Obertan, som regnes som et af de største talenter i europæisk fodbold i øjeblikket. Obertan er dog helt eksplicit fremtidens mand, og Ferguson regner ikke med at han skal spille en central rolle i år.

Sidste nye mand i truppen er ingen ringere end den tidligere Liverpool og Real Madrid stjerne Michael Owen, som er blevet tilknyttet på en fri transfer efter et par skadesplagede katastrofesæsoner hos Newcastle som kulminerede da the magpies rykkede ned i sidste sæson.

Forventninger: Omstrukturering

Manchester United har generelt et rigtig stærkt hold. Selv uden Ronaldo og Tevez kan de mønstre en startellever som kan give alle hold i verden alvorlige problemer, og alene dette vidner om klasse. På mål kan man dog stille spørgsmålstegn ved om Van Der Saer stadig har niveauet, og om Foster eller eventuelt Tomasz Kuszczak for alvor kan løfte arven. Backkæden er en af verdens bedste, alt imens midtbanen har en imponerende bredde, om end Scholes og Giggs ikke bliver yngre. Tilsammen startede deherrer 30 kampe sidste år i ligaen plus lidt over tyve som indskiftere. I år kan meget vel være året, hvor alderen for alvor begynder at trykke. I det hele taget kræves det, hvis Man Utd skal genvinde trofæet i år, at en eller flere spillere træder yderligere i karakter, og påtager sig lederansvar i offensiven. Nani og Valencia får den tvivlsomme fornøjelse af at skulle overtage ansvaret på holdet fra Ronaldo, og selvom ingen forventer at de skal kunne præstere på stjernens niveau, så skal de ikke desto mindre levere en vare, og forsøge at definere deres egen rolle i et fremtidigt Man Utd-dynasti.

Helt på toppen skal Wayne Rooney også til at leve med større ansvar, og bidrage med flere mål, alt imens Berbatov skal præstere mere stabilt. Michael Owen kan til gengæld vise sig at være en rigtig smart investering af Sir Alex, og hvis angriberen får lagt skaderne bag sig vil han utvivlsom lave mange mål.

Selvom Manchester United har en stærk trup, en frygtindgydende træner og en vindermentalitet som få, så har jeg utrolig svært ved at se dem løbe med mesterskabet i år. For det første fordi engelske hold nærmest aldrig vinder mere end tre mesterskaber i træk, og for det andet fordi holdet simpelthen må skulle gennemgå en eller anden form for omstillings – og genopbygningsfase i kølvandet på det store tab som især Ronaldo, men også Tevez må være.

Man skal dog aldrig afskrive Fergusons United, og om ikke andet så vinder de bare næste år eller næste år igen…

Tip: Forventet placering: Nummer 3 Supersæson: Nummer 1.

Premier League 2009-10: Nr. 4: Arsenal FC

Arsenal FC: You’ll never win anything with kids…

Stiftet: 1886 (som Dial Square)

Stadion: Emirates Stadium (Kapacitet: 60.355)

Kælenavn: Gunners

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 4/3/4

Første fem kampe: 15/8 Everton (U), 18/8 Bolton (H) (udsat), 22/8 Portsmouth (H), 29/8 Man Utd (U), 12/9 Man City (U)

Manager: Arsene Wenger (Siden oktober 1996)

Manden på Arsenals trænerbænk behøver vel ingen nærmere introduktion; siden 1996 har den professorlignende franskmand Arsene Wenger  siddet tungt på ansvaret i London-klubben, og de mellemliggende år har budt på noget der minder om en revolution i storklubben. Fra at have været berømt og berygtet som boring Arsenal under George Grahams ledelse, hvor holdets spillede ærkebritisk og havde en klassisk britisk pubkulturel indstilling til forplejning og disciplin kom Wenger til med helt nye metoder. Han fik holdet til at spille fremragende, offensiv, kontinentalt inspireret pasningsfodbold, han fik Tony Adams til at stoppe med at drikke og spille nogen af karrierens bedste år under sig, han lokkede store spillere til klubben og fik dem til at blomstre op – navnlig Dennis Bergkamp og Thierry Henry, han opdagede næsten ukendte spillere og gjorde dem til stjerner – navnlig Nicolas Anelka og Patrick Viera, og frem for alt har han efterhånden gjort det internationale talentarbejde og den kompromisløse satsning på helt unge spillere til klubbens varemærke. Netop denne internationalisering af Arsenal har udsat Wenger for voldsom kritik i perioder, når Arsenal har stillet hold uden en eneste britte i truppen. Dette har sammen med skærmydsler med rivalerne Wenger og Mourinho og en besynderlig momental blindhed, som har det med at indtræffe når hans egne pæne spillere laver svinstreger eller kaster sig i feltet, været med til at gøre Wenger ganske upopulær blandt mange andre holds fans.

Det tager de dog med ophøjet ro i Arsenal, som under Wengers ledelse har Arsenal vundet Premier League tre gange og FA-cupen fire gange, og særligt de uovervindelige fra 2003-04 sæsonen, der som navnet antyder gik igennem ligasæsonen ubesejret, har opnået legendestatus i den røde del af det nordlige London. Siden da er det imidlertid kun blevet til en enkelt FA-cup sejr, som faldt året efter, og de sejrsvante gunners begynder at savne fyld til trofæskabet. Der er dog intet der tyder på at der er synderligt varmt på Wengers sæde.

Truppen generelt:Ungt kød

På mål står spansk-nationaliserede Manuel Almunia, og det har han efterhånden gjort udemærket i et par år. Han presses af unge, polske Lukasz Fabianski, som længe har været udset som den naturlige, langsigtede løsning i Arsenals mål.

I forsvaret råder man over en af verdens bedste venstrebacker i form af franske Gael Clichy, alt imens højrebacken sædvanligvis besættes af endnu en franskmand; Bacary Sagna. Som backup har man i venstresiden unge Kieran Gibbs, som fik et gennembrud på førsteholdet i sidste sæson, omend mange nok mest vil huske ham for en enkelt fejl i en meget vigtig CL-kamp. Også Armand Traore vil håbe at kunne bejle til pladsen efter et rimelig succesfuldt ophold hos Portsmouth i sidste sæson. Centerforsvaret ledes typisk af en endnu en franskmand, William Gallas, som også tidligere har båret anførerbindet i klubben. Centralt råder man også over gamle, grimme, franske Michael Silvestre, som næppe bliver fast mand, men som er habil backup. Johan Djorou fra Elfenbenskysten vil håbe at kunne erobre en plads, mens Phillipe Senderos stadig er i klubben trods mange rygter om et farvel. Schweizeren er også stadig – nådesløst – en joke i flere dele af den engelske presse efter et par uheldige kampe for år tilbage.

Midtbanen er et overflødighedshorn af kreative spillere, som er vanskelig at pladsbestemme, idet en stor del af Wengers spil centrerer sig om konstante pladsbyt og enorm mobilitet: Men russiske Andrey Arsharvin og spanske Cesc Farbregas er de oplagte profiler, som vel knap nok behøver nærmere introduktion. Men også 21-årige, franske Samir Nasri, brassilianske Denilson og evigskadede, tjekkiske Tomas Rosicky som nærmer sig et comeback, er rigtig gode spillere, som kan bidrage med både assists og mål for Arsenal. Af mere defensivt orienterede midtbanefolk er Abou Diaby en stor og god oprydder, ligesom Alexandre Song har gjort det glimrende i maskinrummet for the gunners. Sidstnævnte skulle dog efter sigende stadig mest vurderes som centerforsvarer af Wenger. Derudover råder man over fansenes yndlings-buhe-offer Emmanuel Eboue som kan spille både højre back og midtbane. Up and coming folk som Jack Wilshire, Alf Ramsey og Barcelona-drengen Fran Merida vil meget muligt blive denne sæsons gennembrud på en i forvejen uhyggelig talentfuld, ung og bred midtbane.

I angrebet råder Wenger – foruden danske Nicklas Bendtner – over kroatisk-brasillianske Eduardo, mexicanske Carlos Vela, engelske Theo Walcott og den spiller som ligner Jim fra American Pie mest i Premier League: Robin Van Persie. Særligt sidstnævnte er en uhyggelig god spiller, som kan lave det umulige og samtidig høvle mål ind for sjov. Men også Eduardo er en meget giftig og træfsikker spiller, som heldigvis lader til at være kommet sig over sit grimme, karrieretruende ankelbrud.

Væsentlige transfere:

Ud er røget to af klubbens største profiler de senere år: Centerforsvareren Kolo Toure og angriberen Emmanuel Adebayor som begge er taget til Manchester City. Ind er til gengæld kommet den 23-årige belgier Thomas Vermaelen, som umiddelbart skal ses som en direkte erstatning for Toure, og som en oplagt makker til William Gallas i Arsenals centerforsvar. Derudover har transfervinduet hovedsagligt budt på låneaftaler til et hav af unge spillere, som er sendt ud for at få dyrebar erfaring.

Forventninger:

Arsenal har en vanvittig talentfuld trup, og sæsonens første kampe, har da også vist et gunners-hold som har præsteret bedre end de fleste turde håbe. Særligt efter salgene af de rutinerede Toure og Adebayor til den umiddelbart direkte rival Manchester City havde sendt dommedagsprofetier en masse i retning Emirates Stadium. Hvad mange måske har overset, er at en række af Wengers young guns efterhånden har været på holdet i et par år, og følgelig selv har fået en hvis modstandsdygtighed og et par hår på brystet – dette gælder folk som Van Persie, Sagna, Clichy og selvfølgelig anfører Fabregas. De tre førstnævnte er alle efterhånden blevet midt i 20′erne, og i det lys er karrierens bedste år nok i gang. Samtidig må det antages at spillere som Almunia, Asharvin, Rosicky og Gallas er blevet udset lederroller i den stadig unge trup, og følgelig kan man argumentere for at balancen ikke er blevet så forskubbet som man måske kunne frygte.

Ikke desto mindre vover jeg pelsen, og hævder at den kompromisløse satsning på udvikling af helt unge spillere igen bliver Arsenals Waterloo når placeringerne helt i toppen skal uddeles. Når truppen skal roteres betyder det i Arsenal at unge spillere skal have chancen, og hvor sympatisk den tanke end er, så koster det point i sidste ende; for unge spillere begår alt andet lige fejl, og fejl koster point. Især når de grimme små sejre skal hentes i de kolde udekampe mod ufashionable modstandere nordpå. Hvis man dertil lægger at en række af de formodede bærende kræfter ofte render ind i skader i løbet af sæsonen – navnlig Fabregas og truppens i min optik bedste angriber: Van Persie meget vanskelig at erstatte – kan det blive nogle triste vintermåneder.

Hvis en håndfuld af klubbens mere svingende spillere – f.eks. Walcott, Bendtner, Diaby, Vela og Ramsey – får stabiliseret niveauet, bliver Arsenals trup pludselig meget angstprovokerende. Ikke mindst sammenholdt med Liverpool og Manchester Uniteds umiddelbart svækkede trupper. Og så er det slet ikke umuligt at jeg slutter sæsonen med lige så meget æg i ansigtet som Alan Hansen fik da han berømmeligt ytrede at Manchester United aldrig ville vinde noget med kids…

Tip: Forventet placering: Nummer 4 Supersæson: Nummer 2 eller derover. For Arsenal vil det være et fremskridt rent faktisk at kunne spille med om titlen i sidste ende.

Premier League 2009-10: Nr. 5: Tottenham Hotspur

Tottenham Hotspur FC: Nu skal det være (igen)!

Stiftet: 1882 (som Hotspur FC)

Stadion: White Hart Lane (Kapacitet: 36.310)

Kælenavn: Spurs, Lilywhites

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 5/11/8

Første fem kampe: 15/8 Liverpool (H), 18/8 Hull (U), 22/8 West Ham (U), 29/8 Birmingham (H), 12/9 Man Utd (H)

Manager: Harry Redknapp (Siden oktober 2008)

‘Arry Redknapp er noget så sjældent i moderne engelsk fodbold, som en rigtig karakter. Den rutinerede træner er berømt for sit humør, sin sarkasme, sit medietække, det faktum at han ligner den tegnede hund Droopy, for sine eventyr på transfermarkedet – og nok vigtigst af alt: For at have en evne til at samle nogle ganske habile fodboldhold og få dem til at spille noget attraktiv fodbold.

Dette er tidligere lykkedes i såvel West Ham som Portsmouth. Begge klubber fik ‘Arry i Europa. Pompey sikrede han oven i købet en FA-cup sejr i 2008. Det var også 62-årige ‘Arrys første trofæ i hele karrieren. At begge klubber så var mere eller mindre økonomisk i ruiner da Redknapp forlod dem er en helt anden historie.  Både trofæer og attraktiv fodbold er noget de snakker meget om på White Hart Lane (- og økonomien har de også temmelig godt styr på, som en af de få klubber i Premier League). Trods en række magre sæsoner har Tottenhams supportere nemlig stadig en selvopfattelse som et storhold; og følgelig en forventning om at holdet bør spille med om trofæerne i England. Det var lige ved og næsten under Martin Jol for et par år siden. To femtepladser i træk og et lovende hold under hollænderen var imidlertid ikke godt nok for den nok lidt for utålmodige ledelse. Ind kom i stedet spanieren Juande Ramos som på spektakulær vis placerede holdet nederst i tabellen i en længere periode (og retfærdigvis vandt en carling cup), inden den bundrutinerede Redknapp blev hentet. Han ændrede destinationen fra katastrofe til en 8. plads inden sæsonen var slut, og i år er holdet startet som lyn og torden med 3 sejre ud af 3. Det er ikke mindst ‘Arrys fortjeneste, og holdet vil i den kommende sæson have nydt yderligere godt af, at han har haft en fuld preseason og endnu et transfervindue til at sætte sit præg på holdet.

Truppen generelt: Det kan blive rigtig godt, det her

På kassen er brassilianeren Heurelho Gomes efter en usikker start i klubben efterhånden sikkert førstevalg. Udsvingene mellem det spektakulære og pinlige er blevet mindre for Gomes, som ikke desto mindre regelmæssigt rygtes på vej ud i kulden igen. Gamle, solide Carlo Cudicini agerer en glimrende back up. I midterforsvaret råder Spurs over den meget populære og endnu mere skadesplagede Ledley King og endnu en fast klassespiller i genoptræningslokalet; Jonathan Woodgate. De suppleres af den lossende, vel voldsomt vurderede Michael Dawson.

På venstrebacken er Benoit Assou-Ekotto en god offensiv løsning, mens det dyrt indkøbte walisiske talent Gareth Bale stadig mangler lidt før han for alvor berettiger sin hype. Han har retfærdigvis alderen med sig. Alderen kan dog aldrig retfærdiggøre de emo-frisurer han har haft. Højrebacken besiddes ofte af store, lidt tunge og meget kroatiske Vedran Corluka (som foruden at have et af ligaens sejeste navne også bidrager med evner i centerforsvaret), mens skotske Alan Hutton ikke lader til at være Redknapps kop te på pladsen i højre side. Problembarnet Pascal Chimbonda rygtes heftigt på vej væk – i øjeblikket mest intenst til Blackburn, hvor Sam Allardyce åbenbart forsøger at samle et helt hold af højrebacker.

På midtbanen er Wilson Palacios og Tom Huddlestone to muskuløse utysker  som sparker røv og noterer navne, som man vist siger i staterne. Altså med andre ord: En midterakse som de færreste vil finde det muntert at blive konfronteret med i år. Ofte vil Jermaine Jenas nok snuppe den ene plads, og give midtbanen et mere offensivt islæt. Det siges at Mourinho har været interesseret i Tottenhams 8′er, omend undertegnede altid bare har oplevet ham som middelmådig. Højrekanten Aaron Lennon bidrager med grotesk fart, mange direkte udfordringer af sin back, fine indlæg og målfarlighed, alt imens Luka Modric i den anden side er en af ligaens bedste spillere, som ser ud til at få sit definitive gennembrud i år. Modric kan simpelthen det meste med en fodbold, og han bliver hele tiden bedre til at tilpasse sin tekniske kunnen og fantastiske blik for spillet til tempoet og fysikken i Premier League. Modric vil typisk operere i en meget fri fortolkning af placeringen som kantspiller. Midtbanen kan desuden fyldes med spillere som sidste sæsons store flop, spritbilisten David Bentley, og talentet Jamie O’hara som foruden at være en spændende, intens spiller også skulle være en udsædvanlig sympatisk fyr (af en professionel fodboldspiller) udenfor banen.

På toppen huserer Robbie Keane som blev hentet tilbage fra et halvt års mislykket ophold i Liverpool i januar. En anden lille mand blev ligeledes lokket tilbage til Tottenham i januar efter en tur udenbys da Jermain Defoe blev hentet i Portsmouth. De herrer suppleres af russiske Roman Pavlyuchenko som trods sine mange kvaliteter aldrig for alvor er slået igennem siden den dyre overgang som fulgte skarpretterens gennembrud ved EM 2008.

Væsentlige transfere: Crouch über alles

To gange ung Kyle – Naugton og Walker – er blevet hentet i Sheffield United. Sidstnævnte er sendt retur på lån, alt imens førstnævnte kan forventes at komme ind omkring førsteholdet, hvor han sandsynligvis vil bejle til venstrebackpladsen. Til det skadesplagede centerforsvar er franske Sebastian Bassong blevet hentet i Newcastle, mens sommerens største transfer for Tottenham – i mere end en forstand – er fyrtårnet Peter Crouch, som kommer til fra Redknapps tidligere klub Portsmouth. Til gengæld er angriberen Darren Bent blevet sendt nordpå til Sunderland for en pris omkring £ 10 millioner, alt imens den hårdt kæmpende men begrænset talentfulde defensive midtbanespiller Didier Zokora er blevet lokket til Sevilla.

Forventninger: Masser af mål…

Ikke blot er Tottenham startet fremragende i år. Der er også al mulig grund til at tro, at de kan blive ved. Holdet råder først og fremmest over en rigtig god start-11′er, og en mindst lige så god træner. Redknapp er berømt for sin evne til at få spillere til at føle sig godt tilpas og have det sjovt med at spille fodbold. Ligeledes er han kendt for at få det optimale ud af spillere, som ellers er gået i stå. Hans måde at få det optimale antal spilleminutter ud af Ledley King har for eksempel været imponerende. Redknapps karriere lakker efterhånden mod enden, og han får næppe nogensinde en bedre chance for at spille med i toppen af ligaen – i Tottenham har han de perfekte arbejdsbetingelser for at lave et ærefuldt angreb toppen af engelsk fodbold.

Spurs har potentielt  en rigtig god defensiv, og en midtbane som kan tilpasses til enten at være solid og defensiv eller mere offensivt minded. Begge disse kæder fremstår dog temmelig sårbare, hvis nøglespillere render ind i skader eller formdyk. Centerforsvaret er blevet fornuftigt garderet med Bassong, alt imens man kan spekulere på hvor godt spurs vil tackle at skulle undvære Modric, Lennon eller Palacios, som på rekordtid er blevet en nøglespiller.

Det bedste argument for en rigtig uhyggelig Tottenham-sæson findes imidlertid helt på toppen: Angrebspuljen med Keane, Defoe, Crouch og Pavlyuchenko er på niveau med de bedste i ligaen, og særligt et partnerskab mellem Defoe og Crouch kombineret med Lennon og Modrics kvaliteter på midtbanen kan kaste et meget, meget, meget, meget højt antal mål af sig. Defoe er – måske undtagen Michael Owen – den engelske angriber som afslutter bedst, og som har den mest naturlige evne til at lave mål. Crouch holdt nærmest egenhændigt Portsmouth oppe i sidste sæson, alt imens begge spillere allerede en gang har oplevet at få revitaliseret deres karrierer af Redknapp da han hentede dem til Portsmouth.

Tip: Forventet placering: Nummer 5 Supersæson: Det er nok en postgang for tidligt til for alvor at bejle til Champions League pladserne, men femte-pladsen vil også markere en mere end godkendt fremgang for de ambitiøse lillywhites.

Premier League 2009-10: Nr. 6: Manchester City

Manchester City: Lad millionerne rulle…

Stiftet: 1880 (som St. Mark’s )

Stadion: City of Manchester Stadium (Kapacitet: 47.726)

Kælenavn: Citizens, Blues, City

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 14/9/10

Første fem kampe: 15/8 Blackburn (U), 19/8 Everton (H) (udsat), 22/8 Wolverhampton (H), 29/8 Portsmouth (U), 12/9 Arsenal (H)

Manager: Mark Hughes (Siden juni 2008)

De sidste lidt over 15 år i Manchester Citys historie har været nogen af de mere dramatiske. I 1996 rykkede klubben – som blandt andet har to mesterskaber og 4 FA-cups i trofæskabet – ud af Premier League. To år senere gik det helt galt, og klubben måtte tage den tunge, ydmygende tur ned i den trejdebedste engelske fodboldrække. Klubben hev sig imidlertid op med hårrødderne og formåede via to på hinanden følgende oprykninger, at være tilbage i den bedste række i år 2000. Det viste sig dog at være en postgang for tidligt for traditionsklubben som efter en enkelt sæson igen måtte sige farvel til det fine selskab.

Kevin Keagan blev ansat som træner og klubben formåede at sikre sig oprykning igen i første forsøg – oven i købet med et rekordhøjt pointantal og et rekordhøjt antal scorede mål. Holdet stabiliserede sig i den bedste række igen, flyttede fra klubbens traditionelle hjem på Maine Road til det nybyggede City of Manchester Stadium og måtte sige farvel til Keagan der ville være landstræner i 2005. I stedet ansatte man Stuart Pearce, som viste sig at være både sympatisk og arbejdsom, men ikke fuldstændig klar til den store opgave. Holdet satte ny rekord for færrest scorede mål på hjemmebane nogensinde i den bedste række, da de kun lavede 10 mål på det nye stadion i 06-07 sæsonen. Sommeren 2007 bød på yderligere forviklinger, da klubben blev købt af Thailands tidligere præsident Thaksin Shinawatra. Sven Göran Eriksson blev ansat, der blev investeret heftigt i spillertruppen og holdet spillede noget glimrende fodbold. Efter et formdyk i anden halvdel af sæsonen gik der imidlertid rygter med to kampe tilbage om at Eriksson allerede var fortid. Fansene protesterede, holdet tabte fuldstændig bizart 8-1 til Middlesbrough i sæsonens sidste kamp, og kort tid efter var Eriksson fyret og erstattet med Mark Hughes. Shinawatra solgte senere på sommeren klubben igen, og ind trådte det Abu Dhabi konsortium, som akkurat nåede at købe Robinho for næsten af Chelsea inden transfervinduet smækkede i. I januar blev der købt yderligere ind, men det var ikke nok til sikre Manchester City en placering i toppen af ligaen og holdet sluttede sæsonen trofæløst og på en 10. plads i ligaen.

Truppen generelt: Stærkt på alle pladser

Shay Given blev købt i januar fra Newcastle til at tage sig af pladsen mellem stængerne. Klubben råder endvidere over U-21 landsholdsmålmand Joe Hart. Venstrebacken Wayne Bridge blev ligeledes hentet i januar efter at have varmet bænken på bekostning af Ashley Cole i Chelsea de senere år. På højrebacken havde 21-årige Micah Richards en lidt skuffende sæson efter at være brast ind på førsteholdet og i landsholdstruppen som teenager. Han bruges i øvrigt også lejlighedsvis i centerforsvaret, som dog oftest består af anfører Richard Dunne og unge, stærke Nedson Onouha, som også kan bruges på backpladserne. Ligeledes kan israelske Tal Ben Haim kan fylde op overalt i backkæden, alt imens Javier Garrido fik en del kampe på venstrebacken i sidste sæson, men nok må regnes som reserve efter Bridges tilkomst.

Argentinske Pablo Zabaleta kan bruges som højreback, men blev i sidste sæson oftere brugt på den centrale midtbane, hvor han var en rigtig god bølgebryder. Belgiske Vincent Kompany kan også spille centerforsvar, men bruges ligeledes hovedsagligt som central midtbanespiller, hvor manden med det gigantiske hoved er en fysisk maskine. I januar blev Nigel De Jong hentet i Kompanys tidligere klub HSV, og giver City endnu en på midtbanen. Af mere offensivt mindede midtbanespillere råder holdet over den ofte fuldstændig fremragende bulgarske venstrekant Martin Petrov som kan give undertegnede helt våde bukser, ligesom det egenavlede kraftcenter Stephen Ireland er en af Premier Leagues allerbedste spillere. Ja sgu! Shaun Wright-Phillips har ligeledes fundet fodboldlykken efter hjemkomsten til Manchester City fra sit bænkevarmerliv i Chelsea, og bidrager med kantspil af høj klasse i højresiden. Endvidere vil talentet fra egne rækker, Michael Johnson, forsøge at presse sig på, hvis ikke han ender med at skifte til en klub med mere spilletid. Den ligeledes egenavlede Kelvin Etuhu må nok indstille sig på meget begrænset spilletid, ligesom den unge slovak Vladimir Weiss må væbne sig med tålmodighed.

På toppen råder City udover allerede nævnte Robinho over navne som Vladimir Bojinov, Felipe Caicedo, Benjani Mwaruwari, Craig Bellamy og Jo. Robinho og Bellamy bruges dog ofte på kanterne i noget der minder om en 4-3-3 eller 4-5-1 alt efter hvordan man vender og drejer det.

Væsentlige transfere: Hvor mange angribere skal der til at skifte en elpære?

Intet mindre end fire af de nævnte angribere er dog allerede udlejet, mens tre andre er kommet til. Felipe Caicedo er i Sporting Lisabon, Bojinov skal et smut til Parma alt imens Jo er tilbage i Everton, hvor han også tilbragte sidste halvsæson på lån. Til gengæld er angrebet styrket med intet mindre end tre stjernenavne: Carlos Tevez fra Manchester United, Emmanuel Adebayor fra Arsenal og Roque Santa Cruz fra Blackburn. De to sidstnævnte vil oplagt skulle bruges som forreste angriber, alt imens Tevez sandsynligvis vil blive anvendt i en mere tilbagetrukken rolle eller på kanten.

Der er i det hele taget sket rigtig meget på transfermarkedet for Manchester City, og mange af de ovennævnte spillere  fra sidste sæson må kigge sig nervøst over skulderen i den nye sæson. Stuart Taylor er blevet hentet til en tjans som reservemålmand fra Aston Villa. Dette har meget belejliget givet mulighed for at udleje Joe Hart til Birmingham, hvor planen må være at han skal have rutine og spilletid med henblik på at blive fremtidens mand på City of Manchester Stadium. Kolo Toure er blevet hentet fra Arsenal til at styrke centerforsvaret, og i det lange løb kan Richard Dunne meget vel blive den helt store taber i kampen om de pladser. Aston Villas landsholdsspiller Gareth Barry er komme til og giver endnu et alternativt til en tilbagetrukken midtbanespiller. Og meget tyder på at City ikke er færdige med at købe ind. Navnlig er der vedholdende rygter og Joleon Lescott fra Everton.

Til gengæld har man også fået ryddet ud i staldfyldet hos City. Danny Mills, Dietmar Hamann, Michael Ball, Kasper Schmeichel, Ched Evans, Gelson Fernandez og Darius Vassel er nogle af de navne som har forladt klubben, mens brassilianeren Elano Blumer og angrebstalentet Daniel Sturridge måske er de to mest overraskende afgange fra klubben. De er taget til henholdsvis Galatasaray og Chelsea.

Forventninger: Rom blev ikke bygget på to transfervinduer…

Manchester City har fået skrabet sig en pissegod gruppe spillere sammen – og ikke mindst en god bred trup. Klubben nyder endvidere godt af ikke at skulle koncentrere sig om andet end Premier League, og af at de direkte har svækket Arsenal med købet af Toure og Adebayor - altså har de umiddelbart fået de seneste års svageste medlem af big four yderligere ned på jorden. På papiret i hvert fald. Nu spilles fodbold imidlertid på banen og ikke på papiret. Og heldigvis for det. For selvom City har en hel flok fremragende spillere, så har de endnu ikke et godt hold. Det var det Mark Hughes kæmpede med sidste år, og det lykkedes ganske enkelt aldrig for ham at finde et velafbalanceret hold, hvor spillerne for alvor så ud til at føle sig hjemme. Navnlig på udebane var den gal. Der var lyspunkter; kampe hvor spillet kørte, og kampe hvor det lykkedes at få Robinho til at påtage sig noget der mindede om defensive pligter, men der er stadig lang vej i forhold til topholdenes velsmurte kollektiver. 

Flere af de spillere som nu findes i truppen virker ikke som typerne, som umiddelbart bidrager positivt til et harmonisk og afbalanceret hold på banen - eller i omklædningsrummet. Særligt Adebayor virker ikke som en spiller i Mark Hughes’ ånd. Som spiller var Hughes selv benhård, hårdtarbejdende og meget ærlig. I Adebayor finder han næsten sin diametrale modsætning, og det står stærkt tvivlsomt om Hughes som manager kan – eller vil – tøjle de egoer som følger med den type spiller der efterhånden er samlet nogle stykker af i City. Og problemer kan næsten ikke undgåes når der er flere gode spillere end der er pladser på banen. Hughes har tidligere tvetydigt ytret at han vist ikke selv stod for alle spillerindkøb. En sådan politik kan vise sig overordentlig problematisk, hvis træner og ejere bliver uenige om hvem der skal spille.

Blandt andet derfor fremstår det særdeles interessant om Abu Dhabi-gruppen overhovedet ser Hughes som den langsigtede løsning på trænerbænken, eller om de ligesom Abramovich da han havde givet Ranieri en enkelt sæson i det nye Chelsea vil udskifte træneren med et større navn og “garanterede” trofæer.

Alle disse ubekendte risikerer at eksplodere hos folkets klub i Manchester. Og derfor – og fordi ting tager tid, Rom ikke blev bygget på en dag, og bolden er rund, og alt kan ske osv. osv. osv kommer Manchester City ikke helt op i toppen i år. Det skal givetvis nok komme – spillermaterialet er der - men det skal først sættes sammen på den rigtige måde – og måske af en helt anden mand end ham der sidder med opgaven i dag.

Tip: Forventet placering: Nummer 6 Supersæson: Ambitionerne er næsten lige så høje som summen på bankbogen hos citys ejere. Derfor vil en placering som nummer 4 med den tilhørende CL-deltagelse nok være succeskriteriet.

Premier League 2009-10: Nr. 7: Everton FC

Everton FC: Man kan ikke stå stille i Premier League

Stiftet: 1878 (som St. Domingo’s FC)

Stadion: Goodison Park (Kapacitet: 40.157)

Kælenavn: Toffees

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 6/5/5

Første fem kampe: 15/8 Arsenal (H), 19/8 Man City (U), 22/8 Burnley (U), 29/8 Wigan (H), 12/9 Fulham (U)

Manager: David Moyes (Siden marts 2002)

David Moyes er en populær mand i den blå del af Liverpool, og det forstår man godt. Klubben med den stolte historie – blandt andet ni mesterskaber og et rekordhøjt antal sæsoner i den bedste engelske fodboldrække – er nemlig efter et turbelent årti i 90′erne blevet genskabt under den 46-årige skottes lederskab. Ganske vist vandt klubben sin femte FA-cup titel i 1995, og sluttede året efter på en fin 6. plads, men derudover var der ikke meget at juble over. I 1998 redde klubben kun livet på en bedre målscorer end Bolton lige under nedrykningsstregen, og selvom man samme sommer ansatte Glascow Rangers’ succestræner Walter Smith var der ikke de store forbedringer at spore. Everton sluttede konsekvent i den nederste halvdel af tabellen under Smiths ledelse, og i  marts 2002 var holdet igen i en seriøs flirt med sin første nedrykning fra Premier League. Det var i denne situation at bestyrelsen besluttede sig for at fyre den gamle skotte Smith, og i stedet satse på den unge skotte Moyes, som i sin korte managerkarriere havde vist gode resultater med Preston North End.

Moyes formåede i sin første sæson at undgå nedrykning med en femtendeplads. De næste par år bød på voldsomt svingende resultater; en syvendeplads efterfulgt af en syttendeplads og en meget imponerende fjerdeplads (klubbens højeste placering i Premier League, og seneste brud på the big fours dominans) i 2005. Fjerdepladsen blev fulgt af endnu et magert år, dog med en stabil 11. plads til følge. De seneste tre sæsoner har stabiliteten imidlertid indfundet sig på Goodison Park, hvor det er blevet til en sjetteplads og to placeringer som “best of the rest” på femtepladsen. At klubben i sidste sæson desuden nåede sin første FA-Cup finale siden 1995 gør næppe Moyes mindre populær.

Hvis man endvidere tager i betragtning, at Evertons købekraft lader til at være kronisk underlegen i forhold til en række andre hold i ligaen, bliver præstationen over de seneste år nærmest ærefrygtindgydende. Moyes har formået at skabe en spillertrup som umiddelbart er fri for krukker, hvor de enkelte spillere kender deres roller på holdet, og hvor spillere kun bliver solgt, hvis prisen er meget høj, eller de ikke længere er ønskede. At fodbolden ikke altid er den mest spektakulære kan man så mene om, hvad man vil. På Goodison Park er de nok godt tilfredse.

Truppen generelt: En forbandet stærk startellever

På kassen står den bandende, tourettes-ramte amerikaner Tim Howard, og det gør han rigtig godt. Den tidligere Manchester United keeper har fundet fodboldlykken i Liverpool, og er sæson efter sæson er sikker og undervurderet sidste skanse for Everton. Backkæden er smal med udsøgt, og særligt ligaens måske grimmeste spiller – Joleon Lescott – holder et tårnhøjt niveau. Derfor er det ikke overraskende at nyrige Manchester City har brugt det meste af sommeren på at prøve at lokke landsholdsspilleren væk. Lescott kan i øvrigt også bruges på venstrebacken. Ved sin side har han en af sidste sæsons store oplevelser for Everton; Phil Jagielka, som også banker på til landsholdet. Alternativt kan bundstabile og sympatiske Joseph Yobo tage en plads i centerforsvaret, ligesom han kan . På venstrebacken bliver den tidligere Wigan-mand Leighton Baines bare bedre og bedre, alt imens Tony Hibbert på højrebacken kompenserer for sit måske begrænsede talent med al den fight og “væk-med-lortet” attitude man kunne ønske sig. Sidstnævnte har det dog med at forvandles til en hund i et keglespil nogle gange hver sæson. Desværre ofte når der er rigtig store modstandere på tapetet.

På midtbanen er Phil Neville defensiv ankermand og holdkaptajn, og den tidligere Manchester Unitedspiller har virkelig formået at løfte sit spil ud af sin storebror Garys skygge siden skiftet i 2005. Neville kan desuden vikariere på backpladserne. På højrekanten er Mikel Arteta grænsende til det geniale, og bidrager med den megen omtalte evne til at kunne afgøre kampe på egen hånd med fikse afleveringer og ryk med bolden. (Hans karriere tog i øvrigt pudsigt nok for alvor fart som oprydder for Okocha og Ronaldinho i Paris St)Nogle af de samme evner har sydafrikanske Steven Pienaar som har etableret sig som fast mand på venstrekanten over de sidste par sæsoner. På den centrale midtbane bidrager Tim Cahill med et klogt og kollosalt løbearbejde, som også resulterer i en stak mål og en masse farlige situationer frem af banen. Den egenavlede Leon Osman fuldender en målfarlig og stærkt sammenspillet midtbaneenhed. De nævnte spillere kan blandt andet suppleres af stortalenterne Jack Rodwell og Dan Gosling, som begge fik en del spilletid i sidste sæson, og spås et muligt gennembrud i år. Sidstnævnte sparkede sig i hvert fald i fansenes hjerter, da han i sidste sæson scorede sejrsmålet mod ærkerivalerne fra Liverpool i forlænget spilletid af FA-Cupens fjerde runde.

I hullet mellem midtbanen og angrebet fik det unge, belgiske rekordindkøb Marouane Fellaini en rigtig flot debutsæson, som blandt andet kastede 8 mål af sig samt en status tangerende det kultiske blandt supporterne for sin store afro og sin varierede spillestil. Helt på toppen råder Moyes over Louis Saha, Yakubu og Jo som ligesom sidste halvsæson er blevet lejet i Manchester City. Alle tre er spillere som kan lave mål for sjov, men med særligt de to første herrers skadshistorik in mente er det nok meget godt at holdet tillige kan trække på unge James Vaughan og Victor Anichebe.

Væsentlige transfere: Der er så stille på Goodison Park

En af hemmelighederne på Moyes’ succes i Everton er at han ikke skifter særlig meget ud i truppen, men i stedet har et fast skelet af spillere, som han satser på uge efter uge, og småjusterer på år efter år. Hele ikke dette transfervindue har budt på den store udskiftning omend en række marginalspillere er blevet sendt videre i systemet. De to udenlandske flop Nuno Valente og Andy Van Der Meyde er smuttet på fri transfer, ligesom Lars Jakobsen sagde nej tak til en ny kontrakt ved udsigten til mere spilletid i Blackburn.

Udover allerede nævnte Jo er den 20-årige irske højreback Seamus Coleman den eneste tilføjelse til truppen. Moyes har dog flere gange åbent erkendt, at Everton er nødt til at styrke truppen med en lille håndfuld spillere, hvis holdet skal have held med at konkurre både internationalt og nationalt.

Forventninger: Det står skrevet at fede år skal efterfølges af magre…

Lad mig tale rent ud af posen: Jeg kan faktisk rigtig godt lide det projekt David Moyes har kørende i Everton. Jeg kan godt lide at størstedelen af spillerne har spillet for klubben i en del år, at holdet forsøger at køre ret unge spillere ind på holdet og udvikle dem til bærende kræfter, og at større klubber bliver bedt om at skride eller lægge seriøse penge, hvis de vil have en Moyes centrale spillere. Det viste klubben da en endnu ikke 18-årig Wayne Rooney blev solgt for en kvart milliard, og det viser de for tiden ved at bede Manchester City få oliemillionerne op at lommen hvis de vil have Lescott.

Der er ikke desto mindre en kliche der hedder noget i retning af: At hvis man ikke bevæger sig fremad i Premier League, så bevæger man sig nødvendigvis tilbage. Der er med andre ord ikke noget der hedder at stå stille. Og det er desværre lidt det Everton gør lige i øjeblikket. Startelleveren er god. Den er rigtig god. Holdet har den kæmpe fordel at målene kan komme for en hel række spillere, og det er generelt ikke let at besejre Everton (omend Arsenal fik det til at se sådan ud i sæsonens første kamp).

Ikke desto mindre vil det være naturligt om der begynder at indfinde sig en hvis metaltræthed blandt en del spillere i truppen. Champions League fodbold virker temmelig langt væk, og adskillige af de umiddelbare rivaler til pladsen som førsteudfordrer til the big four lader til at have bevæget sig længere fremad i sommerpausen end Everton har. Kan Cahill, Arteta, Neville og Osman mande sig op til endnu en kamp om titlen som best of the rest? Kan de ligefrem mobiliserer ressourcer til et seriøst angreb på fjerdepladsen? Jeg tvivler. Hvis stammen af førsteholdsspillere desuden skulle være så uheldige at blive ramt en en håndfuld skader ser det endnu mere ubehagligt ud for Everton. Truppen er ganske enkelt ikke særlig bred.

Man skal aldrig afskrive David Moyes og Everton, men meget tyder i min optik på at der er et af de mere magre år på vej på Goodison Park. Hvis det lykkes Moyes at hente de fire spillere han snakker om kan det meget vel blive anderledes. Men transfervinduet lukker snart og konkurrencen i den øverste halvdel af ligaen er hårdere end længe.

Tip: Forventet placering: Nummer 7 Supersæson: For Everton er kvalifikation til europæisk fodbold efterhånden obligatorisk. Derfor skal der mere til for at imponere: Altså skal holdet helt op og slutte som nummer 4, hvis der for alvor skal kunne noteres fremgang. De vil sikkert heller ikke klage over en cuptriumf.